A-kassen: Danmark

A-Kassen arbejder med performativ installation og skulptur. Installationernes diskration er karakteristisk for A Kassen, der ofte arbejder så subtilt, at det ikke bemærkes af et øje på vej. Men hvis den umærkelige forandring fanges får beskueren sig en humoristisk øjenåbner. Ind i mellem udfører A Kassen selv deres performative installationer, men for det meste trækker de i statisternes tråde eller lader selvbyggede monstrøse maskiner om det. A Kassen er i familie med 60’ernes konceptkunst og pop - art. Gruppen eksperimenterer med grænserne mellem kunst og ikke-kunst og opfinder dertil nye systemer, der ændrer en given tings funktion inden for en given plads. Værkerne er absurde, subtile og ofte elegante, når de gnidningsfrit tilpasses uvante kontekster. I denne forstand udgør værkerne en kritik af institutioner og henleder opmærksomheden på, hvordan vi vanen tro handler og navigere i en bestemt sammenhæng. Tag mao. ikke noget for givet med A-kassen.

http://akassen.com/

Aada Niilola: Finland

Finske Aada Niilola er både fotograf og instruktør af gådefulde og næsten surrealistiske videoer og kortfilm. Aada Niilola er født i 1974 og uddannet som master i billedkunst. Foto og film er tæt forbundet i hendes kunstneriske udtryk, fordi hun ser billedet som en fortælling ud over det enkelte motiv: Et fotografi er et instrument for mig, en mulig verden, siger Aada Niilola. Dermed bliver elementerne i billederne i sig selv både aktører og objekter. Hun ønsker at kombinere forskellige metoder til billedskabelse, ud fra hvad der tjener det endelige mål så godt som muligt. Et godt eksempel er kortfilmen ’Kymmenen päivää’, ’Ti dage’: På kun ni minutter arbejder filmen med et af livets store temaer: Hvad betyder virkelig noget i livet; hvad hvis man blev alvorligt syg og mistede en del af sig selv? Svaret antydes kun: Er der noget andet stof end viljen til at elske?

Ada Bligaard Søby: Danmark

Som instruktør er Ada Søby uddannet på både School of Visual Arts, New York og på filmskolen i København. Den danske og amerikanske virkelighed danner udgangspunkt for hendes film og de fotografier, der udgør en anden vigtig del af Ada Søbys kunst. Både filmisk og fotografisk følger hun de indre følelsers ydre udtryk. Et godt eksempel er ’Black Heart’, der er en film om mentale efterveer. Den følger tre newyorkere, som hver især bestræber sig på at behandle et personligt tab. Byen New York danner en fjerde karakter, som forsøger at komme sig efter 9/11-tragedien og det sår, der stadig eksisterer. Ada Søby har udover dokumentarfilm lavet reklamefilm og deltaget i udstillinger med sine fotos. Jeg er elendig til fiktion’, siger Ada Søby om sine film, der omfatter både dokumentarisme og fiktion. Jeg mangler visioner… Men jeg kan se noget… og jeg forsøger at opbygge en verden om det med mit kamera. Ada Søby modtog i 2000 Statens Kunstfonds to-årige arbejdslegat for yngre kunstnere. I 2006 blev hendes dokumentar ‘Rome, NY’ udvalgt til Rotterdam International Film Festival og New York Video Festival, samme år deltog hun i Nordic Panorama og CPH:DOX med ’American Losers’.

Adel Abidin: Irak

Adel Abidin (f. 1973) var allerede aktiv billedkunstner, før han forlod Bagdad i 2000 og satte kursen mod Helsinki. Han beskriver selv sine værker sådan: " I min kunst praksis fokuserer jeg på emner som kulturel fremmedgørelse og marginalisering. Humor og ironi er centralt for mit sprog." Dermed er grundtonen slået an i et kunstnerisk projekt, der hovedsagelig kommer til udtryk i video-installationer. Når Abidin taler om "fremmedgørelse og marginalisering" viser han udstødelse, kønsroller og seksualitet; liv, død og sindssyge. Når han taler om "(sort, red.) humor og ironi" kan det fx tage form af et stort neonskilt med et spejlvendt Coca-Cola-logo, der henviser til en arabisk internet-myte om, at bogstaverne bagfra danner ordene "No Mohammed, No Mecca ". I følge den irakisk-finske kunstner er der tværtimod tale om en opfordring: " To Mohammed, To Mecca ". Og sådan kunne man blive ved; Adel Abidin tilskynder os til at reflektere over kulturen, både vores egne og de andres.

Om Adel Abidin og youtube

Alen Aligrudic: Danmark

Jugoslaviskfødte Alen Aligrudic undersøger mellemrummet mellem psyke, kultur og natur. Med fotografiet stiller han skarpt på virkeligheden, som han ser den på sine rejser rundt omkring i Europa. Alen Aligridic har studeret på Det Fynske Kunstakademi og Academy of Performing Arts – FAMU, Department of Still Photography i Prag, hvorfra han har en BA. Han er født i det tidligere Jugoslavien i 1977, hvor han boede først i Bosnien, så Montenegro, indtil han i 1999 flyttede til Danmark, hvor han har været siden, kun afbrudt af studieårene i Prag. Blandt Alen Aligrudics seneste udstillinger kan nævnes 'Greetings from Montenegro' i 2009 i Tensta Konsthall virtual gallery Stockholm og 'Monuments', fra 2008 på Fynsk Kunstmuseum, Noorderlicht photofestival, Beyond the wall; Black hole; Gallerihornbaek.

Ali Diallo: Burkina Faso

Ali Diallo fra Burkina Faso er en af de ildsjæle, der har fået afrikansk hiphop ud over rampen som andet og mere end amerikansk import. Ali Diallo havde allerede solid erfaring inden for både afrikansk og europæisk kunst og kultur, da han i 2000 tog initiativ til den årlige Waga Hip hop festival i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. Fra den spæde start som et lokalt initiativ med 500 gæster er festivalen i dag blevet et af kontinentets største kulturevents med musikere fra hele verden. Det første skridt blev taget allerede i 1997, da Ali Diallo arbejdede som promoter for de burkinske rap-pionérer Basic Soul. Erfaringerne førte samme år til grundlæggelsen af ’UMANE Culture’, en organisation der med basis i Ouagadougou opmuntrer og fremmer kulturelle kontakter og udvekslinger mellem unge hip-hopkunstnere. "Man kan ikke leve uden drømme, så man er nødt til at finde måder at realisere dem på", har Ali Diallo senere fortalt om de første år med Waga, hvor han var nødt til at dække udgifterne selv. Ud over hiphop har multikunstneren Ali Diallo arbejdet som teaterskuespiller, producent og direktør.

http://www.wagahiphop.com/

Amadou Fall Ba/Festa 2H: Senegal

Hiphop- og graffitti-kunstneren Amadou Fall Ba fra Senegal er efterhånden noget af et navn på det afrikanske kontinent. Som projektleder for sammenslutningen Africulturban med hjemsted i den fattige Dakar-forstad Pikine har han gjort hiphop til den røde tråd i empowerment-projekter med ungdomscenter, scener og radio for områdets unge. Men det er først og fremmet som initiativtager og direktør for hip-hop-festivalen FESTA 2H, Amadou Fall Ba har vundet berømmelse uden for Senegal. Initiativet til Festa 2H kom i 2006, og i dag er det en international festival med en vifte af hiphop-relaterede kulturevents som rap, break dance, slam poesi, DJs, og graffiti-kunstnere. Africulturban har samlet over 200 kunstnere fra Senegal og mere end 20 deltagere fra resten af verden. Festivalen er gratis for publikum og tilbyder deltagerne et netværk for de involverede og mulighed for at udveksle interesser og udvikle deres håndværk med forestillinger, workshops og udstillinger.

http://www.youtube.com/watch?v=otiU03ZaGLE

http://www.youtube.com/watch?v=ljFneoiJlAA

All Africa om Festa 2H http://allafrica.com/stories/200806260981.html

Amadou Kane Sy: Senegal

Ud over at skrive om afrikansk nutidskunst, spænder Amadou Kane Sy (f. 1961) som kunstner over en række genrer og udtryksformer. Amadou Kane Sy står bag initiativer som ’Huit facettes’, ’otte sider’, hvor en række kunstnere arbejdede for at bringe kunst og kreativitet ud til støtte for befolkningen. Ligesom andre af Amadou Kane Sys værker var målet at skabe modvægt til globalisering og kommercialisering ved at fjerne centrum fra det, der kan måles og vejes - så kvalitet og kreativitet får mest opmærksomhed.

Grundtanken for Amadou Kane Sy er, at Afrika i dag til en vis grad defineres udefra. Hver gang et afrikansk land modtager penge eller udviklingsbistand er støtten altid ledsaget af en kontrakt. En aftale, der binder landet og tvinger det til at handle i overensstemmelse med donorlandenes ideologier. Af samme grund kunne My World IMAGES i februar 2009 lægge scene til hans video-kunstværk ’Lu et approuvé’ (’Læst og godkendt’), der henter sin titel fra standardformularen på franske kontrakter. Essensen af værket og målsætningen for Kane Sy Amadou er kort sagt ’globalisering fra neden!’ - kunstnerisk såvel som kulturelt.

Anaeli Kihunrwa: Tanzania

Jeg ser mig selv som kunstner. I mere end otte år har mit arbejde bestået i at lave computeranimation til uddannelses- og underholdningsformål. Fra 2008 til 2009 producerede jeg mere end to timers animation, der bliver brugt af Ministeriet for Uddannelse og Kultur til at forbedre undervisningen i by- og landsbyskoler i Tanzania.  Udover produktionsarbejdet har min virksomhed MediaOne Productions (MOP) også et digitalproduktions-uddannelsescenter, der er kendt som MediaOne School of Digital Production (MOSDP).  Jeg bruger nye teknologier til at promovere tanzaniansk kultur og tradition i digitale medier. Jeg er også bestyrelsesmedlem i Tanzania Culture Trust Fund, en landsdækkende fond, der blandt andet giver tilskud til kulturbevarelse og promoverer kulturprogrammer.  I 2008 organiserede jeg den første afholdelse af Tanzania Digital Animation and Interactive Media Exhibition (TDAIME), der udstillede computergenererede animationer og virtuel reality scener om traditionel arkitektur fra seks stammer i Tanzania.  Jeg har arbejdet som instruktør på kunst- og tegnehold for unge under 15. Det at arbejde med unge mennesker var en virkelig spændende oplevelse, der stadig former mit arbejde og troen på den kreative industri i dag.

Anna Maria Helgadottir: Danmark

Anna Maria Helgadottir: Danmark

Anna Maria Helgadottir er autodidakt kunstner og instruktør. Hun har siden 2001 været del af den egensindige kunstnertrio Ingen Frygt, der senest har udstillet på Statens Museum for Kunst. Helgadottirs og Ingen Frygts univers er både jordbunden og fantastisk - pop og intens søgen i selvets facetter. Anna Maria Helgadottir instruerer alene og i trioen utraditionelle musik- og kunstvideoer hjemme såvel som ude. Med Ingen Frygt har Helgadottir bl.a. modtaget en Danish Music Award for videoen til Malk de Kojns ’Vi tager fuglen på dig’. For tiden forbereder Helgadottir sig på udstillinger i Wien og Helsingborg.

ArtSchool Palestine: Palæstina

ArtSchool Palestine danner rammen om både udveksling og udvikling af samtidig palæstinensisk kunst. Non-profit organisationen blev grundlagt i 2005 på initiativ af en af flere aktører inden for kunstmarkedet, kuratorer og kunstnere med hjemsted i Palæstina og London.

Gennem forskellige programmer bestræber ArtSchool Palestine sig på at give kunstnere mulighed for netværk, dialog og kulturel udveksling. Deres arbejde kommer ud til et bredere internationalt publikum med at den kritiske debat fremmes. Siden starten har aktiviteterne involveret en bred vifte af projekter - fra udstillinger, film- og video-visninger, foredrag, forestillinger og publikationer.

Ato Malinda: Kenya

Ato Malinda fra Kenya arbejder med performance, installations- og videokunst samt lejlighedsvist maleri. Den Nairobi-baserede kustner voksede op i Holland, Kenya og Texas, men vendte tilbage til Kenya, hvor hun tidligt blev bevidst om kolonialismens ødelæggende effekt i forhpold til bevidstheden om Afrikas historie. Som reaktion har Ato Malinda dedikeret sig til visionen om en afrikansk renæssance, hvor hun som post-kolonialistisk og post-modernistisk mennesker søger at ytre sig som moderne, afrikansk, kvindelig kunstner. Ato Malinda har læst kunsthistorie på University of Texas i Austin og har som praktiserende kunstner udstillet på det afrikanske kontinent og i Storbritannien. Hendes passion for kunst praksis og forskning er uomgængelig, og hun arbejder også på græsrodsniveau som kunstlærer for afrikanske piger.

Ayman Ramadan: Egypten

Ayman Ramadan begyndte som kunstner, efter at han havde stiftet bekendtskab med  kunstnermiljøet omkring Townhouse Gallery of Contemporary Art i Kairo - siden 2000 har han selv arbejdet på galleriet. Ramadans arbejder spænder over en ekstraordinært bredde af medier og påvirkninger; fra minimalistisk skulptur til fotografi, video og perfoprmance, som ofte involverer Kairos indbyggere. I 2001 havde han sin første soloudstilling, og de sidste seks år har han haft fem solo udstillinger på Townhouse Gallery og har udstillet sine værker i Tyskland, Danmark og Sverige. Ramadans videoprojekt 'Iftar' blev vist på Tate Modern i London, og hans installation Baladi Bus deltog i en gruppeudstilling på Kunstmuseum Bonn. Ayman Ramadan studerer for tiden studerer kunst i San Francisco.

Interview

Bako Dagnon: Mali

Der var en gang, hvor musikeren Bako Dagnon blev kaldt en af Malis bedst bevarede hemmeligheder. Sådan er det ikke længere. Bako Dagnon første plade under eget navn, Titati fra 2007, skabte international opmærksomhed om hendes skarpe sans for melodi og hendes enestående stemme. Bako Dagnon er en lyslevende repræsentant for ’mande-musikken’ en traditionel populærkultur med rødder tilbage i Vestafrikas førmoderne fortid: Kun få maliske kunstnere formår i samme grad at trække på det bundløse brønd af musiktraditioner, samtidig med at de skaber et udtryk, der er helt deres eget og i den grad i tråd med samtiden.

Beate Cegielska / Galleri Image: Danmark

Beate Cegielska er leder og kurator på Galleri Image i Århus, der som ikke-kommercielt galleri viser national og international foto- og videokunst - med det sigte at udbrede kendskabet til foto-kunst af høj kvalitet. Galleri Image blev stiftet i 1977 i Århus af en kreds af fotokunstnere og fotokunstinteresserede som Skandinaviens første galleri for fotografi, og var i flere år det eneste galleri af sin art i Danmark. Siden starten har galleriet opnået stor anseelse i internationale fotokredse og har i Danmark spillet en vigtig rolle i udviklingen og anerkendelsen af fotografi som kunstform. Siden 1990 har Beate Cegielska arrangeret talrige udstillinger og kulturelle udvekslinger mellem danske og udenlandske kunstnere. Det gælder bl.a. vandreudstillingen ’New Adventures/Contemporary Danish Photography & Video’, som blev vist i Seoul, Korea, i 2006 og turnerede i Kina i 2007.

Beezy Bailey: Sydafrika

Kunstneren Beezy Bailey (f. 1962 i Johannesburg, Sydafrika) arbejder i flere medier, herunder maleri, skulptur, tegning, grafik og keramik. Han er manden bag flere provokerende, smukke - og sjove - værker, der bryder både med myten om den selvhøjtidelige kunstner og det vante kunstpublikums forventninger. Den dansende Jesus er da heller ikke Beezy Baileys første øvelse i personskift. I 1991 skabte han sit sorte, kvindelige alter ego Joyce Ntobe, ud fra en oplevelse af at positiv særbehandling havde taget overhånd. Herefter indsendte Beezy Bailey to kunstværker til en sydafrikansk biennale. Det ene signeret Beezy Bailey, det andet Joyce Ntobe. Værket i eget navn blev afvist. Mens sidstnævnte nu er en fast del af det sydafrikanske nationalgalleris permanente samling.

Se Dancing Jesus

Kom bag om værket:

Boris Betram: Danmark

Boris Betram er født i 1971. Hans afgangsfilm fra filmskolens dokumentarlinje 2005 ’Beirut’ blev udvalgt til CPH: DOX og vist på Discovery Channel. ’Diplomacy- The Responsibility to Protect’ fra 2007 fik ligeledes stor opmærksomhed. Sammen med co-instruktør Rasmus Dinesen filmer Bertram som den første bag kulisserne i FN. Vi ser diplomatiets veje og vildveje under den seje kamp for fred i forhandlinger, der senere underskrives som Darfur- resolutionen. Bertrams seneste værk følger to unge russiske dansere, der gennem deres kunst håndterer det faktum, at deres by Chelyabinsk er et af de mest forurenede steder på jorden.’Tank City’(2009) vises i konkurrenceprogrammet Amnesty Award på CPH: DOX 2009.

C:NTACT: Danmark

C:NTACT med base på Betty Nansen Teatret i København laver kunstneriske projekter for unge med forskellig kulturel og social baggrund. Det startede med scenekunsten, men i dag arbejder C:NTACT også med film-, radio- og webproduktioner, skriveskole, kursusvirksomhed og uddannelsesforløb. C:NTACTs arbejdsform tager udgangspunkt i den enkeltes egen virkelighed; teater, film, radio og andre medier anvendes som værktøj til at skabe det interkulturelle møde mellem mennesker, der ellers ikke ville have mødt hinanden. På den måde etablerer C:NTACT en platform, hvor unge kan udtrykke sig på egne præmisser - og publikum kan møde historier fra en virkelighed, de ofte kun kender fra medierne. For den indsats vandt C:NTACT i 2007 Integrationsministeriets Integrationspris.

Camilla Magid: Danmark

Camilla Magid er født i 1979 i Danmark. Hun begyndte at beskæftige sig professionelt med film efter et togt med Skoleskibet Danmark, og interessen for verden uden for Danmark har holdt sig: I sine film kombinerer hun sine to uddannelser som henholdsvis bachelor i Film- og medievidenskab og sprogofficer i arabisk. Det kommer til udtryk i hendes første film, dokumentaren ’En sort streg om øjet’ fra 2006, der foregår i et syrisk hammam, en badeanstalt: To unge kvinder bader og betror hinanden historier om begær, søgen efter kærlighed og kampen for at finde en identitet i et samfund i forandring.  Camilla Magid har sit eget filmselskab Safina Film og arbejder videre med det kulturelle tema i en række portrætfilm for Dansk Industri, der skal indgå i en integrationskampagne.

Camilla Nielsson: Danmark

Camilla Nielsson (f. 1977) er MA i visuel antropologi og har eksamen i Kultur og Medier fra New York University. Camilla Nielsson har som antropolog rettet sin forskningsinteresse mod visuel antropologi, medier og kommunikationspraksis i udviklingslande, primært i en sydasiatiske sammenhæng. Hun har produceret forskellige kommunikations-materialer om børns rettigheder, udarbejdet retningslinjer for visuel repræsentation og produceret public service-meddelelser om børns rettigheder, sundhed og uddannelse. Hendes sidste film er 'Cities on Speed - Mumbai Disconnected sam-instrueret med Frederik Jacobi. Camilla Nielssons film »The Children of Darfur« (2006) vandt Monte Carlo TV Festival Grand Prix, TV3 Award i Spanien, og Miradas Doc Award. Hun har desuden arbejdet som mediekonsulent for UNICEF og UNESCO.

Cantabile 2: Danmark

Cantabile 2 er et internationalt performanceteater ledet af den italienske instruktør Nullo Facchini, der grundlagt teatret i Italien tilbage i 1983. Tilfældigheder bragte teatergruppen til Danmark i 1984, og siden 1990 har basen været i Vordingborg med jævnlige gæstespil i København og internationale turnéer. Med sine fængende visuelle forestillinger placerer Cantabile 2 sig som det vigtigste performanceteater i Skandinavien. Cantabile 2 er internationalt anerkendt for sit ekstraordinære visuelle sprog, hvor poetiske og humoristiske billeder lokker med en dragende sensualitet. Vand-performancen Loreley, der løb 1998-2002, er et godt eksempel på teatrets udtryk med både forestillinger i traditionelle teaterrum og steds-specifikke forestillinger på særligt udvalgte steder: Loreley opførtes på Rhinen ved Skt. Goarshausen i Tyskland og i en kunstig sø under verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover – samt i Kanonhallen i København, hvor det 200 km2 store scenegulv blev omdannet til et gigantisk vandbassin. Cantabile 2 organiserer hvert andet år scenekunstfestivalen Waves, der samler førende teater- og dansekompagnier fra hele verden. Waves-festivalen foregår i Vordingborg i sidste uge af august i ulige år. Samtidig driver Cantabile 2 også Danmarks eneste skuespillerskole for performanceteater, School of Stage Arts.

Caroline Kamya: Uganda

I Uganda er betingelserne for at lave film svære, og Caroline Kamya er på trods af sine 35 år en pionér inden for afrikansk film. Hun har startet eget produktionsselskab, IVAD-productions, og er drivkraften bag Uganda Arts and Media Academy. Hendes fiktioner er rytmisk klippede, fulde af close-ups. Hun er ikke bange for at være politisk, men ønsker også at vise et varieret billede af Afrika: I would like to see more positive things featured about Africa. We have the same joys and sorrows as people in other countries. Africa is much more than famine and catastrophes(C.K. 2007). Caroline Kamya deltog på Berlinale Talent Campus 2007. 

Charlotte Bagger Brandt: Danmark

Charlotte Bagger Brandt (f. 1968) er uddannet kunst- og idéhistoriker og siden 2000 udstillingsinspektør i Charlottenborg Kunsthal - konstitueret leder fra 2005-2006. På Charlottenborg har hun blandt andet kurateret ’Taking Place’, ’Fundamentalisms of the New Order’, ’Disturbance’ samt ’Midlertidige rum’. Charlotte Bagger Brandt har lavet samarbejdsprojekter med Umeå Universitet, Moderna Museet i Stockholm og Modern Institute i Glasgow, og hun har været medkurator på ’Coup de Coeur’ i Center d'Art Contemporain i Alsace. Tidligere har hun været ansat i Kunstforeningen Gammel Strand og Dansk Design Center samt redaktør på Kunstmagasinet 1%.

Chris Gan: Kina

Chris Gan (alias Gan Chao) er uddannet bachelor i kinesisk litteratur fra Fudan i Shanghai, et af Kinas ældste og mest prestigefyldte universiteter. I 2002 tog han en overbygning som Master i Television Studies fra University of Bristol i Storbritannien. Herefter har han hovedsagelig lavet dokumentarfilm, bl.a. ’Last House Standing’ fra 2004 og ’Nobody’s Child’ fra 2007. Chris Gans seneste film ’The Red Race’ (2008) udforsker virkeligheden for vordende gymnastbørn i Kina og deres forældres forventninger som vejen til hele familiens lykke. Filmen har vundet international anerkendelse, og Chris Gan har bl.a. modtaget International Documentary Trailblazer Award fra MIPCOM festivalen i Cannes og Best Documentary Award fra Zagreb Film Festival. Det bedste indtryk af filmenes intensitet giver Chris Gan selv: Det er gået op for mig, at jeg er en instruktør med begrænsninger; jeg kan kun filme ting og mennesker, som jeg elsker.

Club Adorno: Danmark

DIY – ’do it yourself’, er sloganet for bookingbureauet Club Adorno. På godt dansk: ’selvgjort er velgjort’. Med det ene ben i undergrunden og det andet i den faste base på koncertbaren Lades Kælder i København præsenterer Club Adorno mindre-kommercielle genrer som hardcore, emo, screamo, posthardcore, blackmetal, deathmetal og mathrock – samt div. indiepopbands. Club Adorno har et solidt internationalt netværk og forstår at vælge sine bands med omhu og gerne med en politisk brod til det etablerede. Kort sagt musik-valg med lidenskab og holdning: ’Rock'n'riot’!

Corine Shawi: Libanon

Corine Shawi er 28 år og uddannet fra Academy of Fine Arts i Beirut. Da hendes talent blev spottet af leder af TV- og  dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, Arne Bro, tog hun imod tilbudet om at studere et semester på Den Danske Filmskole og her lave en af afgangsfilmene i 2009. Hendes tidligere film, der bevæger sig mellem dokumentar og eksperimenterende filmkunst, er meget personlige. Hun har altid sig selv, vennerne og familien med på rollelisten. Corine Shawi spiller også selv med i ’Film om farvel og afsked’, men her betyder det æstetiske formsprog mere end før. En forandring hun tillægger sit ophold i Danmark: ”I have always been steering after emotions, letting aesthetics count second. I have learned to be much more precise in my aestethic language, so now I manage to combine emotions and aesthetics.” ’Film om farvel og afsked’ har ønsket at ramme tonen i det danske sind, der i hendes erfaring åbner sig noget langsommere og mere blufærdigt end det libanesiske. Og da drivkraften i hendes libanesiske film altid er følelser; hvor svære de end er at kontrollere, er der i ’Film om farvel og afsked’ en særegen spænding mellem kontrol og tab af samme.

Cotonete Records: Mozambique

Cotonete Records er et uafhængigt mozambiquisk label med speciale i produktion, redigering og agentur inden for undergrunds-Rap/HipHop. Cotonete Records blev grundlagt i 2005 og har siden slået sit navn fast med en række markante produktioner med bl.a. populære navne som Bantu Dynasty og Iveth. Bag Cotonete Records ligger en stærk vilje til at samle og præsentere afrikansk hiphop ud over Mozambiques grænser. Og Cotonete Records opfordrer alle hiphop-musikere til at få øjnene op for, at fællesskabet er det stærkeste! Eller som de siger på mozambique-portugisisk: “Agora corre e avisa no teu bloco que o colectivo esta mais forte, Cotonete Records!”

CPH:DOX: Danmark

Den årlige dokumentarfilmfestival CPH:DOX er Nordens største af sin art. Festivalen sætter fokus på det nyeste og mest interessante på den dokumentariske scene, og filmprogrammet rummer derfor både film af store internationalt anerkendte instruktører og smallere titler af nye eller ukendte talenter. Programmet byder både på tematiske serier, der skifter fra år til år, og på egentlige konkurrenceprogrammer.

Creative Afrika Network: Afrika

Creative Afrika Network (CAN) er en virtuel platform med global rækkevidde, der forbinder den kreative verden i og uden for Afrika ved at skabe synlighed om afrikanske talenter inden for arkitektur, dans, mode, film, billedkunst, litteratur, nye medier og musik. CAN står bag websitet creativeafricanetwork.com, som giver enkeltpersoner og institutioner mulighed for at netværke gennem egne profiler. Derudover omfatter CAN et kulturelt bibliotek og informerer om events, festivaler o.lign. med relevans for afrikansk kunst og kultur. Alt sammen henvendt til etablerede og nye kunstnere samt kulturaktører i almindelighed. CAN er skabt på initiativ af PUMAVision - en organisation under tøj- og skomærket Puma, der fordeler midler til sociale aktiviteter.

Cæcilie Trier: Danmark

Sangerinde og cellist Cæcilie Trier debuterede i 2009 med soloprojektet Chimes & Bells, der musikalsk spænder fra fjern og dyster popmusik til mere pågående støjrock. Ep’en ’Into Pieces of Wood’ består således af mørke og klagende sange med celloen i centrum. Cæcilie Trier har med sine klassisk baggrund de sidste par år været en markant profil på den spirende københavnske independent-scene. Her har hun fungeret som komponist, arrangør og musiker for så forskellige bands som Le Fiasko, Choir Of Young Believers, Atoi og Jong Pang. Samtidig har hun optrådt med blandt andre Michael Møller, musikkollektivet yoyo oyoy, i et klassisk ensemble og med et 30 mand stort orkester for moderne kompositionsmusik. Chimes & Bells er hendes første soloprojekt, hvor hun fordyber sig i klassisk sangskrivning med klar personlig afsender.

Dikson: Zimbabwe

Slam lyrikeren Dikson er født og opvokset i Zimbabwe. Efter en kortere årrække i England vendte han 2009 tilbage til fødelandet, hvor han genfandt kilderne til sin inspiration og blev en del af landets blomstrende kunstneriske miljø omkring bl.a. Book Café Harare. Nogle gange optræder Dikson med musikalsk akkompagnement. Andre gange er han solo med stemmen som eneste lydelige udtryk. Uanset hvad er omdrejningspunktet bredt og omfatter alle sider af det levede liv omkring ham: "Mit værk er knyttet til min egen erfaring", siger Dikson selv om sit kunstneriske virke. "Hvis nogle ting berører mig, må jeg tale om det, om det så er politisk, noget jeg er herre over, eller noget i samfundet som helhed der bør løses".

Ditte Maria Bjerg: Danmark

Teatermennesket Ditte Maria Bjerg har været leder af Vendsyssel Egnsteater og kunstnerisk kurator på Camp X. Samtidig har hun iscenesat en række anmelderroste forestillinger – bl.a. Einar Már Gudmundssons monologiske roman ’Universets Engle’ (Café Teatret 1999) og Ursula Andkjær Olsen og Peter Bruuns ’Miki Alone’ (2002). Med ’arbejddigfri.com’ (Det kgl. Teater 2005) viste Ditte Marie Bjerg talent som både forfatter og instruktør. Hendes virkemidler danner ofte en konfronterende teaterstil med udgangspunkt i nutidens sociale og politiske debat.

DJ Gee Bayss : Senegal

George Martin Lopez bedre kendt som DJ Gee Bayss er en af Afrikas førende DJs. Ud over en forrygende solokarriere som pladevender er han kendt som beatmaker i Pee Froiss, en af de helt centrale senegalesiske hiphop-grupper. Pee Froiss blev dannet i Sengeals hovedstad Dakar i 1993 og udgav sit først album Wala Wala Bok i 1996. Bandets musik er rap på lokalsproget Wolof, fransk og engelsk og anvender traditionelle senegalesiske instrumenter som kora i instrumenteringen. Pee Froiss var i øvrigt med Sista Joyce en af de første afrikanske rap-grupper, der havde kvindelige kunstner i deres lineup. Pee Froiss seneste album Konkérants udkom i 2003.

http://mathcoolj.skyrock.com/1347033360-Interview-DJ-Geebayss.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Pee_Froiss

DJ Key: Marokko

DJ Key alias Khalid Douache er en fremtrædende marokkansk DJ og video-instruktør samt pioner inden for marokkansk turntable. Karrieren startede tilbage i første halvdel af 90'erne, hvor små breakdance-grupper begyndte at dukke op i forstæderne til Casablanca. Her tog DJ Key fat på breakdance men er i dag bedre kendt som en virtuos pladevender. Omkring 2000 skabte han ’Original Hip Hop’, den første marokkanske Hiphop-NGO, som stod bag koncerter, workshops og fester i samarbejde med det franske institut, Institut Français. DJ Key har turneret regelmæssig i bl.a. Holland, Frankrig, Belgien, Spanien, Tyskland, Egypten og Tunesien. Efter femten år som uafhængig hiphop-aktivist, har han nu sit eget produktionsselskab ’Funky Noise Entertainment’, der leverer produkter inden for Discjocking, grafisk design, webdesign og videoinstruktion.

Doing it for Daddy: Sydafrika

Med base i Cape Town tæller kollektivet Doing it for Daddy Bettina Malcomness, Renée Holleman og Linda Stupart. I deres fælles værker undersøger de bl.a. nationalistisk retorik - som det skete i 'Nation State' (2009), en installation hvor rækker af stole var opstillet foran en skærm med valgslogans fra Sydafrikas politiske partier. Til festivalen SpierContemporary2007 undersøgte de historien bag landejendommen Spier, hvor festivalen fandt sted, og udarbejdede en pjece med en alternativ rundtur. Her stødte de besøgende på fortællinger, der både omfatter den kendte historie samt for- og nutiden, som den kunne have været. Dermed kredser værket om det fraværende eller mis-præsenterede i Historien med stort H.

Interview

Elisabeth Delin Hansen: Danmark

Elisabeth Delin Hansen blev uddannet ved Aarhus Universitet og i slutningen af 1970erne leder af Køge Skitsesamling efterfulgt af en tid som inspektør fra 1985 til ‘93 ved Statens Museum for Kunst. Siden slutningen af firserne har hun hovedsageligt arbejdet med samtidskunst. Siden 1993 som direktør for Udstillingsbygningen Nikolaj. Har kurateret flere udstillinger af kunst fra Mellemøsten og andre områder uden for den vestlige kulturkreds, som en del af Nikolajs fokus på emnet. Fotografi har været et særligt genstandsfelt for Elisabeth Delin Hansen og det samme gælder ’cross over’ mellem kunstarterne – ligesom hun konsekvent har kastet lys på kvindelige kunstnere men altid ud fra de samme kriterier som deres mandlige kolleger.

Esra Ersen: Tyrkiet

Den tyrkiske kunstner Esra Ersen er født i Ankara i 1970 og bor og arbejder i Istanbul. Hun har afgangseksamen fra det Kunstneriske fakultet på Marmara Universitet og har studere på École Beauxs-Arts de Nantes med Post-diplomuddannelse i Nantes mellem 1999 og 2000. Centralt i hendes værker er temaerne identitet, migration og forhåbninger. Hvad enten hun bruger film, fotografi, installation eller stedsspecifik kunst, udforsker Ersen forholdet mellem individ og samfund med et blik for de faktorer, der knytter et samfund sammen eller opdeler det (etnicitet, uddannelse og kultur). Esra Ersen undersøger også, hvordan opfattelsen af andre og klicheerne om de fremmede påvirker vores selvopfattelse. Kunstnerisk udvikles hendes værker i et tæt samarbejde med forskellige sociale grupper, som hun følger over længere perioder. Hendes mål er åbenhed over for processen, sådan at alle aspekter ved partnere og i situationerne forløses i det endelige værk. Ersen har haft mange solo-udstillinger og deltaget i talrige gruppeudstillinger både i Tyrkiet og i udlandet.

Interview (tysk)

Fatim: Senegal

Fatim er en af Dakars kendteste MC’er – et klart hit på Senegals vildtvoksende hiphop-scene.

Fatim har markeret sig stærkt som kvindelig i et tradtitionelt mandsdomineret miljø, og har samarbejdet med flere af landets største navne som Waa BMG 44.

Hos Nomadic Wax kan du downloade et klip med Fatim:http://www.nomadicwax.com/media.php

Fatou Kande Senghor: Senegal

Fatou Kande Senghor er kunstnernavnet for Fatoumata Bintou Kande født 1971 i Dakar, Senegal. Fatou Kande Senghors opvækst i en række afrikanske og europæiske lande har givet hende en enestående kulturel spændvidde og indføling med forskelligartede nuancer og traditioner, som går igen i flere af hendes værker. Hendes konceptuelle kunst tager ofte form af ’artscience’, et videnskabeligt eksperiment, der afdækker temaer som økologi, miljø, moderne teknologi, teknik og politik. Den nuværende base for hendes kunstneriske udforskning er Waru Studio i Dakar – et navn der understreger, hvad det handler; på lokalsproget wolof betyder ’Waru’ nemlig ’forundring’. Fatou Kande Senghor er ikke tilhænger af kunst for kunstens egen skyld men overbevist om, at kunst er et effektivt våben i kampen for at behandle og løse mange af Afrikas problemer. Helt konkret bruger Fatou Kande Senghor medier som fotografi, video og print til at skabe øget bevidsthed om sine målsætninger.

Francisco López: Spanien

Den spanske lydkunstner Francisco López er internationalt anerkendt som et af de største aktuelle talenter på den eksperimenterende musikscene. I løbet af de sidste 30 år har han udviklet et forbløffende sonisk univers, med helt personlige og billedstormende figurer, baseret på en dyb og selvstændig lydhørhed over for verden. Hans mål er at ødelægge bestående grænser mellem fx industri-lydene og den uberørte naturs lydlige landskaber. Francisco López har stået bag hundredvis af koncerter, projekter med felt-optagelser, workshops og lydanlæg i 60 lande på fem kontinenter. Hans omfattende katalog er blevet forløst af mere end 200 pladeselskaber over hele kloden, og han er blevet hædret med en lang række prestigefulde udmærkelser - bl.a. flere gange af Ars Electronica Festivalen.

Frans Jacobi: Danmark

Frans Jacobi (1960) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han har udnervist siden 1994. Han har medvirket på en lang række udstillinger i ind- og udland, bl.a: Participant Inc,/Anthology Film Archives, New York (2008), The Rose Art Museum, Waltham, Boston (2005), Nationalgalerie in Hamburger Bahnhof, Berlin (2004), Overgaden, København (2003) og Museum Fridericianum, Kassel (1998). I 2007 tildeltes han Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Fra begyndelsen af karriereren har Frans Jacobi markeret sig som suggestiv neorealist med brugen af lydeffekter og enkle visuelle midler. Den præcise placering af omhyggelig udvalgte objekter i rummet kredser om temaer som menneskeligt nær- og fravær. Et eksempel er udstillingen ’69 scener’ fra 2008, der var en integreret del af Frans Jacobis ph.d-projekt ved Lunds Universitet om Modstandens Æstetik. ’69 scener’ bestod af tegninger, fotografier, tekst, video, objekt, lyd og installation, der udfoldede en rumlig genfortælling af begivenhederne omkring Ungdomshusets nedrivning og den oprørs-bevægelse, der voksede ud af de efterfølgende optøjer.

www.69scenes.blogspot.com

Frosti Runolfsson: Island

Frosti Runolfsson er født 1981 i Reykjavik. Film, musik og poesi er for Runolfsson tre musketerer der lever i og for hinanden: Da jeg som barn hørte Beatles, som min mor altid støvsugede til, vidste jeg, at jeg skulle være kunstner. Da jeg hørte Kiss for første gang, ville jeg være rock n roller. Da jeg så Hitchcocks ’Psycho’ vidste jeg, at jeg ville være filminstruktør. Da jeg læste Bukowskis ’burning in water, drowning in flame’var det digter, jeg ville være. Summen af alle disse påvirkninger er, hvad jeg stræber efter at være i dag: En rock n rolling filminstruktør med kærlighed til sproget, en poetisk vision og interesse for menneskesindet’(Frosti Runolfsson, 2009). Frostis forkærlighed for musik og poesi er tydelig i både det skæve poetiske formsprog og i hans films tematikker; f.eks. i ”Minus- Work in Progress” fra 2004. Her følger Runolfsson et islandsk rockband, hos hvem ordet berømt kun er et plusord, når det parres med berygtet.

Gauri Sharma Tripathi: Indien

Gauri Sharma Tripathi er en af de vigtigste internationale eksponenter for den klassiske nordindiske danseform ’Kathak’. Den første inspiration kom fra Gauri Sharma Tripathis mor og guru, men Gauri Sharma Tripathi er påvirket af hele Indiens mangfoldighed af dansetraditioner. Med en blanding af universelle temaer, musik og dans leverer Gauri Sharma Tripathi et både traditionelt og moderne billede af Indien og indisk kunst her og nu. Hun har vundet kritikerros med en række festivaler i Indien og internationalt og har optrådt som koreograf og danser på bl.a. München Biennale, i Royal Festival Hall og Millennium Dome (London). Hun har desuden deltaget i en række af Indiens største tv-serier. For tiden underviser Gauri Sharma Tripathi i Kathak-dans i Indien og London.

George Osodi: Nigeria

George Osodi er freelance-fotograf baseret i London og Lagos, Nigeria og har vundet international anerkendelse for sin smukke og ekspressive billeder, der dokumenterer en verden i forandring. Han studerede oprindelig erhvervsadministration på Yaba College of Tecnology i Lagos, før han indledte sin kunstneriske karriere som fotograf for Comet Newspaper mellem 1999-2002 - i årene 2002 til 2008 var han tilsvarende ansat ved Associated Press. Osodi har dækket mange opgaver for både lokale og internationale medier, og hans fotografier er offentliggjort i en række internationale og lokale medier såsom New York Times, Time Magazine, Newsweek, Guardian of London, The Telegraph, USA Today, International Herald Tribune, Spiegel, Courrier International, VSD Paris, CNN, BBC Fokus på Afrika Magazine, Kamera Østrig m.fl. I 2004 vandt han førsteprisen for Fuji afrikanske Photojournalist af året

tildeling.

Gillian Grantsaan: Surinam/Holland

Gillion Grantsaan (f. 1968) er uddannet på Gerrit Rietveld Academi, Amsterdam i 1996. Han skaber værker, der indtager rummet gennem skrift, installationer, tredimensionelle montager, tegninger, digitale kollager og Internettet. Gillian Grantsaan voksede op i Holland, men er født i Surinam. En baggrund som går igen i hans arbejde, ofte med en underfundig tone. I 1996 fik Gillion Grantsaan sit gennembrud som deltager i gruppeudstillingen Mothership i Stedelijk Museum Bureau Amsterdam. Året efter havde han sin første solo-udstilling i Middelburg. Siden har han udstillet i en række lande, herunder Danmark, med forskellige medier, former og temaer - senest Dream A, B og C. (2009), der arbejder selvflekterende med forestillingerne om sort kunst og den afrikanske kunstner.

Weblog: http://ogrigilwaka.wordpress.com/ (på hollandsk)

Global – World Venue & Club: Danmark

Med parolen ’Københavns regionale spillested for verdensmusik’ står Global som Danmarks førende spillested for verdensmusikkens fusioner og traditionel musik fra den globale musikscene. Det ikke-kommercielle spillested åbner dørene for ukendte kunstnere og musikgenrer og er båret af frivillige ildsjæle. Global tilbyder koncertoplevelser, hvor man tager noget ekstra med hjem - koncerter med lidenskab og drive, der rykker ved bentøjet og de musikalske grænser.

Halim Sabbagh: Libanon

Halim Sabbagh er både fotograf og instruktør og som sådan har han arbejdet i reklamebranchen. Nu har han forladt reklamerne og taget springet fuldt ud i filmkunsten. I Halim Sabbaghs kortfilm er billedet i højsædet. Beskueren kan tage ham på ordene:  The object is important by the fact that it invites us to grab it, to capture an image of it, it wants to be photographed. Yet it all happens in an instant. A decisive click by the photographer transforms the object into a totally different entity, and the image itself becomes the essence of both the photographer and the object. A new being to be watched, analyzed and thought.”(H.S. 2009). Halim Sabbagh er 25 år gammel og har arbejdet med studerende fra Den Danske Filmskole på en workshop i Kairo i forbindelse med Det Arabiske Initiativ, særligt den danske studerende Mette Carla Toft Albrechtsen på en film om Egyptens yngste løvetæmmer. Han har siden været i Danmark for sammen med Albrechtsen at færdiggøre løvetæmmerportrættet. Halim Sabbagh er udtaget til Berlinale Talent Campus 2010.

Heidi Mortenson: Danmark

’Heidi Mortenson voksede op, mens hun lyttede til de metalliske lyde fra hendes far, der istandsatte biler i garagen, og hendes mor, der spillede orgel. Hendes første omskabelse af lyd begyndte på en lille kassetteafspiller, hvor favoritten var La Bamba. Som teenager flyttede Heidi til Barcelona og voksede op i den spanske ghetto.’ Så mytisk opsummerer hjemmesiden for musikeren Heidi Mortenson hendes musikalske oprindelse. Det er noget af en musikalsk opdragelse, og da Heidi Mortenson i 2008 vendte tilbage til Danmark og bosatte sig på landet var det som en erfaren og uforudsigelig kusntner. Udtrykket på debuten og de efterfølgende albums ’Circular Tape’, ’Diamonds & Underwear’ og ’Don't Lonely Me. er ikke knyttet til nogen bestemt genre: Hendes live set-up udgivelser er lavet ved hjælp af en mikrofon og syv effektpedaler. Lydkilden er hendes stemme, og sangene er indspillet som spontane kompositioner, hvilket betyder, at Mortenson registreres alle stykker på ét spor uden notation eller forberedelse af akkorder. Det er rene improvisationer, der senere forkortes og udlignes.

Læs Wikipedias artikel om Heidi Mortenson

Heidi Mortenson på nettet

Hel Lmkane: Marokko

Rap-gruppen Hel Lmkane fra Fes, Marrokkos tredje største by, blev grundlagt i 1998 under navnet Fes Mafia, og bestod oprindelige af de to rappere, Smayl og Sabiu. Det tredje medlem, Abdel Hamid, ankom i 2001, og i 2004 blev South Slam fra Nigeria en del af gruppen. Samme år udgav de deres første EP som blev en øjeblikkelig succes i hjembyen. Med det sidste medlem DJ Gangsta nåede gruppen sin nuværende besætning. Hel Lmkane kombinerer en original stil med 100% Ghetto Gangsta-attitude et koncept der har resulterer i et enestående powerfyldt sceneshow. I 2005 udgav de albummet Hot City, der for alvor åbnede udlandets øjne for det toptunede marokkanske rapnavn. I hjemlandet har de fortsat med at sætte de lokale scener i brand og markeret sig til bl.a. Festival de Casablanca et de Marrakech. Deres seneste album Sawt Shaab eller på dansk ’folkets stemmer’ taler på vegne af en hel generation af marokkanske unge og beskæftiger sig med realistiske temaer fra de unges hverdag. Ti år efter deres eksistens, er HelLmkane fortsat tro mod deres drømme, ambitioner og har beholdt den kampånd, der ligger i at kalde et album Sawt Shaab.

http://www.youtube.com/user/hellmkane

hello!earth: Danmark

Den københavnske teatergruppe hello!earth arbejder med stedsspecifik performance, som går i dialog med vores hverdags-virkelighed: Byen, naturen og resten af det offentlige rum er scenen, når forskellige tilgange, spørgsmål og idéer folder sig ud midt i de velkendte steder. Vera Maeder og Jacob Langaa-Sennek står bag performances, der ofte forvandler sig til længerevarende processer med faser til udforskning og opførelse. Det kan ske ved at skiftende guider fører publikum gennem byen og sætter stykket i gang - ud af det blå dukker en kanin op; i storcentret hvisker stemmer sære historier i ørene på forbrugerne. Med gruppens egne ord: "hello!earth leverer sære oplevelser, som får virkeligheden til at slå revner og poesien til at brede sig i mellemrummene".

Huda Lutfi: Egypten

Huda Lutfi (f. 1948) er oprindelig uddannet som historiker, men med sin anden karriere som kunstner har hun vist sig som en af Egyptens mest fremtrædende billedkunstnere. Hun er født og opvokset i Kairo, hvor hun stadig bor og arbejder. Efter studier i islamisk kultur og historie i Montreal, hvor hun fik sin Ph.D, blev hun ansat som professor i islamiske kulturhistorie på Det Amerikanske Universitet i Kairo i 1983. I dag arbejder Huda Lutfi som kunstner med udgangspunkt i Townhouse Gallery og har haft en række vellykkede solo-udstillinger. I sine malerier, collager og installationer trækker hun på sin forskningsbaggrund og interesse for kultur, historie og identitet med fokus på temaer som hukommelse, køn, spiritualitet og meditation. Det er verden som 'en serie af tegn, der skal tydes og fortolkes'.

Iris Olsson: Finland

Finske Iris Olsson instruerede sin første film, da hun var 13. Interessen for at dokumentere omgivelserne på film blev vakt allerede i folkeskolen. "På det tidspunkt anede jeg ikke en gang, hvad dokumentarfilm var", siger den i dag 28-årige instruktør. Siden har Iris Olsson udviklet et udforskende og empatisk udtryk, som det bl.a. kom til udtryk i kortfilmen ’Between Dreams’. Her filmede hun de sovende eller søvnløse passagerer i et tog på den transsibiriske jernbane. Efterhånden som hun levede sig ind i togets særlige kultur, forkastede hun den oprindelige plan om at fokusere på passagerernes håb og drømme. I stedet valgte Iris Olsson en mere konkret tilgang; de sovendes faktiske drømme og de vågnes fortællinger fra deres liv. Resultatet er et fascinerende koncentrat af menneskelivet, som det udfolder sig om bord på et tog mellem Moskva og Vladivostok - et helt andet samfund med instruktørens egne ord. Iris Olson læser stadig på Helsinkis Universitet for Kunst og Design men har arbejdet fuldtids som instruktør siden 2008.

Jackie Reem Salloums: USA/Palestine

Jackie Reem Sallum er amerikansk født kunstner og filmproducent. Bosat i ny York bruger hun flittigt sine syriske og palæstinensiske rødder i sine pop-inspirerede værker. Hun har instrueret flere kortfilm, som udfordrer det mediernes stereotype billede af arabere, bland andet Planet of the Arab, som modtog the International Editing Award på Cinema Texas Film Festival i 2005. Salloum taler jævnligt på universiteter og internationale konferencer. Efter sin master i Fine Arts fra New York Universitet Begyndte Salloum at instruere sin første feature dokumentarfilm ”Slingshot Hip hip,” som følger hitgruppen DAM og deres crew, der ikke er blege for at råbe op om at blive taget som gidsler i en gammel og bitter konflikt.

JaConfetti: Danmark

JaConfetti er en dansk musikduo bestående af Josephine Philip og Ane Trolle, der kombinerer en lang række stilarter fra swingmusik til dance. JaConfetti blev dannet i 2006, og både den første single ’Hold Nu Kay’ og den anden ’Step Up’ kom i fast rotation på P3 - vidoen til sidstnævnte vandt Danish Music Awards 2008 som bedste musik-video. I bagagen har begge musikerne solid erfaring fra den københavnske undergrundsscne med talrige genrer og musikalske udtryk gennem de seneste ti år. Ane Trolle medvirker bl.a. andet på Trentemøllers album The Last Resort. Hun arbejder sammen med Martin Siebenhaar (Pato) i duoen Trolle//Siebenhaar og med Blæs Bukki og Ormen (Anders Christophersen) i succes-gruppen Balstyrko, der slog igennem med ’Intet Stopper Helt’. I september 2007 deltog Ane Trolle i Steffen Brandts koncertrække Udenfor Sæsonen på Bornholm sammen med jazztrompetisten Palle Mikkelborg, digterne Jørgen Leth og Lone Hørslev, musikeren Mads Mouritz m.fl.

Josehine Philip var i mange år som forsanger en del af det nu opløste all-girl ska-band Favelachic. Sammen med DJ Sensimilla dannede hun Dullen & Dyken, der var en genbrugs- og design butik på Nørrebro såvel som et danse-skabende lydsystem på natklubber i København og udlandet. Sammen med dj-partneren Maria Schlüter har Josehine Philip dannet dj-duoen The Dulfedettes, som spiller surf, swing og rock'n'roll, og lige nu arbejder hun på projektet Darkness Falls med den tidligere bassist Ina Lindgreen fra Favelachic. Ud over karrieren som sanger og sangskriver har Josephine Philip arbejdet som dukkefører på DR.

I JaConfetti har Josephine Philip og Ane Trolle opbygget et fantasiunivers, hvor de optræder under kunstnernavnene Yvone Coco og Ella Mau. Udtrykket på debutalbummet fra 2007, The Rainbow Express, og deres koncerter er en kollektiv rejse i fantasien i en en personlig sammensmeltning af en næsten ’siamesisk’ art, som duoen selv udtrykker det.

http://www.jaconfetti.com/

http://www.anetrolle.com/

http://www.myspace.com/josephinephilip

Jagwa Music : Tanzania

Fra de fattige forstæder i Dar es Salaam kommer gruppen Jagwa Music med musikstilen mchiriku. Enhver der har rejst i Østafrika den bongo flava, fusionsmusikken på swahili med fast radiorotation. Mchiriku er derimod en genre der sjældent høres i radioen, på trods af dens popularitet blandt de unge i Tanzanias byer. Måske skyldes det, at mchiriku har været set som musik for fattige mennesker med alt hvad dertil hører af fordomme og lavstatus. Fans mener derimod, at mchiriku er noget af det mest autentisk østafrikanske som en levende genre med rødderne solidt plantet i det førkoloniale Afrika. Jagwa Music bruger kun få instrumenter som fx håndholdt Casio-keyboard, et par trommer, fløjter og en gammel taburet der tjener som perkussion-supplement. Men mere behøves heller ikke: Med Jagwa Music er der garanti for at enhver koncertsal sættes i brand med eksplosive forestillinger. Deres sceneshow er fantastisk - en non-stop gymnastik-træning koreograferet med dygtighed og følsomhed, der kombinerer teater, akrobatiske mod, en ikke ringe mængde humor og mere energi end en atombombe. Sangteksterne er arrangeret på stedet med spontane kommentarer, afhængig af, hvad der sker i nyhederne og blandt publikum. Et fast indslag er vittige bemærkninger om den daglige kamp for overlevelse i en verden af uretfærdighed. Tilbage i oktober 2005 begejstrede gruppen deltagerne på Sage Center, Gateshead (UK) på World Music Expo (WOMEX) med sin forfriskende energi og råstyrke. Siden har gruppen modtaget henvendelser fra festivaler over hele verden, og det ser ud til at mchiriku endelig er ved at vinde den internationale anerkendelse og respekt, genren fortjener.

http://www.busaramusic.org/database/artists.php?whereartistlike=%Jagwa%20Music%&whereSzByearlike=%

James Muruiki: Kenya

’Efterhånden er jeg blevet interesseret i at udforske og samarbejde med andre mennesker om undersøgelsen af visse huller, som findes i fotografi og andre billedkunstmedier’. Sådan fremstiller den kenyanske fotograf James Muruiki sit perspektiv – som noget der bl.a. handler om at bevæge sig langs grænsen for mediernes formåen. Den anerkendt fotograf bor og arbejder i Nairobi og er en del af den bys pulserende kunstscene. Men til African Creative Network har James Muruiki udtalt, at han ikke ser sin situation som meget anderledes end hvad der kunne byde sig i andre afrikanske lande – eller i den øvrige verden. Hans fotografiske arbejde som billedkunstner opstår af en selv-refleksionsproces, og ovennævnte huller viser sig netop i erkendelsen af den typiske kunstneriske indgang til fotokunst, nemlig fotojournalistik: Ved at suge indtryk og udsætte sig selv for andre kunstscener bliver mediets tilnærmeslsesvise ufuldstændighed i dokumentarisk henseende, netop et kunstnerisk vilkår.

James Webb: Sydfrika

James Webb er en pioner inden for lydkunst i Sydafrika med en alsidig karriere som bl.a. lyddesigner, museumsinspektør og lærer. Det er dog hans geniale opfattelse af den måde, hvorpå lyd gennemsyrer vores mentale og fysiske verden, der betegner James Webbs magiske værk. Hans arbejde drejer sig aldrig blot om afspilning af lydfiler. I stedet er der altid en omhyggelig integration af kropslighed, kontekst og medier - nogle gange med direkte indgreb som store højttalere i det offentlige rum andre gange næsten usynligt. Et gennemgående træk er at processen er af største vigtighed. Flere af hans værker tematiserer vestlige mediers fascination af pop og erotik. Det gælder fx telefonkunstværket ’thesexworks’ og ’Wa’, en udviklet ’spoof’ på ’kendis-mad’-kulturen og den vestlige romantiske indstilling over for japansk kunst og kultur.

Andre højdepunkter er bl.a. med-kuratoratering af eventsene YDETAG og YDEsire, deltagelse i Ars Electronica festivalen i 2002, samarbejde med James Sey om et kompendium for ’Imaginary Wavelengths’ og hans to-delt separatudstilling 'Phonosynthesizer' i gallerierne Stellenbosch og NSA (USA). Hans seneste værk ‘Ost’ fra august 2009 foregik i Berlin i det tidligere lydstudie for det østtyske kommunistpartis radio. Det bestod af en optagelse af DDRs nationssang ‘Auferstanden aus Ruinen’ sunget a cappella af en mand, der havde levet hele sit liv i Arbejder- Bondestaten.

Janus Nabil Bakrawi: Danmark

Janus Nabil Bakrawi (f. 1974) blev for alvor kendt som skuespiller for rollen som den rebelske chauffør I tv-serien Taxa. Hans skuespillerkarriere spænder dog så vidt som fra været en af de indsatte i fængselsdramaet ”Drengen i skyggen” på Betty Nansen Teatret til en af hans nyeste roller som Ali i filmen Superbror fra 2009. Bakrawi er uddannet fra Skandinavisk Teaterskole i 1995 og har siden spillet med i en række film som “Sinans bryllup” og “Pizza King,” som han også har været medforfatter på. Han har også haft roller på Dr. Dantes Aveny og Edison Teatret og på Bådteatret. Bakrawi er søn af en polsk mor en og palæstinensisk-jordansk far, som kom til Danmark som fremmedarbejdere i 1960erne.

Johanna Domke: Tyskland/Danmark

Johanna Domke er født i Kiel (1978), men tog sin afgangseksamen fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006 og bor og arbejder i København og Berlin. Inden da studerede hun ved Muthesius Kunsthochschule i Kiel og på Kunsthögskolan i Malmø. I 2003 modtog hun publikumsprisen ved ZKM Internationaler Medienkunstpreis for værket Let the Wind Blow og Brockmannprisen fra Stadtgalerie Kiel. I 2004 modtog Domke yderligere Edstrandska Stiftelsens stipendium for kunststuderende i Sverige. Siden da har hendes værker været udstillet i og uden for Europa på kunstinstitutioner som Hasselblad Center, Gøteborg; Göteborg Kunstmuseum, Gøteborg; KIASMA Museum of Contemporary Art, Helsinki; Casino Luxembourg, Luxemborg; Bonner Kunstmuseum, Bonn samt anerkendte filmfestivaler som European Media Art Festival 2003, Osnabrück; Locarno Filmfestival 2006, Locarno; Oberhausen og Recontres Internationales 2005/2007, Berlin og Paris. Johanna Domke beskæftiger sig med individuelle og kollektive handlingsmønstre i konkrete situationer i det offentlige rum, hvor mennesker er underlagt overordnede sociale mønstre og systemer. Selvom de portrætterede mennesker står midt i et menneskemylder eller sover side om side, synes de alligevel at befinde sig i et eget afgrænset rum, skabt af Domkes kamera: Hverdagens travlhed er trukket helt ud af de trafikale knudepunkter, som almindeligvis emmer af liv, støj og aktivitet. Med dette greb bliver de filmiske fortællinger små fortættede stilbilleder, som i de korte øjeblikke, de fastholdes af kameraet, får et eget liv uden for den kontekst, de er optaget i.

John Torres: Filippinerne

John Torres er født 1975 i Manila, Filippinerne og kunstuddannet sammesteds fra ved universitetet Ateneo de Manila i 1997. Den pulserende billedstrøm, der kendetegner hans film, har rødder i Filippinernes kulturelle og religiøse traditioner; en katolsk præst var mentor for hans kunstneriske udvikling, og som filmkunstner er John Torres inspireret af lokale foregangsmænd inden for film som Kidlat Tahimik, Mike de Leon og Ishmael Bernal. Resultatet er film, der ifølge Gertjan Zuilhof fra Rotterdams Internationale Filmfestival ’er tæt på gaden, men deres underforståede betydning er langt fra jordnær’. John Torres debuterede med den politiske paranoiathriller ’Todo Todo Teros’ i 2006 - efter et års mesterlære under internationale filmprofiler som landsmændene Carlitos Siguion-Reyna og Manolo Abaya samt den franske fotograf Michel Hugo. Debuten indbragte ham en lang række priser, og det samme gjorde hans nyeste film ’Years When I Was a Child Outside', som er baseret på boblende erindringsbilleder om John Torres’ egen far - og farens illegitime familie på sidelinjen.

Kader Attia: Frankrig

Billedkunstneren Kader Attia blev født i 1970 i en algerisk familie i den parisiske forstad Seine-Saint-Denis, og studerede ved École Supérieure i Paris med et år på Barcelonas Escola de Artes Applicades. Han holdt sin første solo-udstilling i 1996 i Den Demokratiske Republik Congo og har siden da udstillet regelmæssigt i Frankrig, Spanien, Tyskland, Israel, Sverige, USA og Storbritannien. Alt sammen noget der har formet den prægnante, multikulturelle vision i hans arbejder: Ved hjælp af sin egen identitet, som er blevet defineret af flere kulturer, tackler Kader Attia det stadig vanskeligere forholdet mellem Europa og dets indvandrere uden at lade sig binde til et bestemt medium. Hans fotografiske arbejder og film skildrer den ulmende konflikter, der skyldes den franske kolonisering og er kendetegnet ved ekstraordinær detaljesans. Han skulpturer er præget af allegorisk minimalisme og et ofte foruroligende udtryk i brudlinjen mellem ydre skønhed og kontroversielt indhold. Kader Attia har opnået international anerkendelse for sin deltagelse i den 50. Venedig-biennale (2003), Art Basel Miami (2004) og Lyon Biennale (2005). På Lyon Biennale skabte Kader Attia en af sit mest berømte værker, De Flyvende Rotter, hvor frø-sække formet som børn bliver ædt af 250 duer. Andre værker omfatter La Piste d'atterrissage, der er kulminationen på et længere projekt i samarbejde med algeriske transseksuelle, soim forsøger at finde en niche i det franske samfund. Det seneste år har Kader Attia udstillet på Havana Biennale (2009) og Sydney Biennale (2010), og han var nomineret til den prestigefyldte Marcel Duchamp-pris i 2005.

Karabo Maithufi: Sydafrika

Den sydafrikanske danser, sanger og skuespiller Karabo Maithufi er født i Botswana og fandt vej til dansen allerede som ti-årig. Her startede han med ballroom og latinamerikansk dans. Siden har Karabo Maithufi mestret genrerne moderne dans, jazzdans og ballet blandt andet gennem træning og undervisning i USA på The Las Vegas Academy of Performing Arts. Han er siden vendt tilbage til Sydafrika, hvor han er tilsluttet North West Arts Dance Company. Karabo Maithufi har optrådt i en række forestillinger og musicals. Her kan blandt andet nævnes Sun Cituy’s Extrabaganza, Grand Westø’s expose og Grease. Han har desuden været med på en international tre-årig turne med Andrew Lloyd Webbers Cats. Karabo debuterede som koreograf i 2009 med musicalen African Qeeens, for hvilken han blev nomineret til den sydafrikanske teaterpris Naledi. Karabu kan netop nu opleves i Danmark i musicalen Mama Mia, hvor han danser og spiller rollen som Pebber.

Karen Blixen Museet: Danmark

Karen Blixen Museet er indrettet i forfatteren Karen Blixens fødehjem Rungstedlund. Her boede hun igen som voksen, fra hun i 1931 vendte tilbage til Danmark efter 17 år som farmer i Kenya. Årene i Kenya formede Karen Blixens forfatterskab og hendes gennembrudsroman ’Den Afrikanske Farm’ fremstillede hendes personlige møde med den afrikanske virkelighed. Museet på Rungstedlund åbnede i 1991 og er viet til Karen Blixen og hendes forfatterskab. Ud over det private hjem byder museet på dokumentarudstillinger om Karen Blixens liv og værk, galleri med Karen Blixens tegninger og malerier, film og skiftende særudstillinger og arrangementer.

Katrine Phillip: Danmark

For at karakterisere danske Katrine Phillip er det oplagt at tage udgangspunkt i hendes afgangsfilm fra Filmskolen: ’Book of Miri’ er en dokumentar om bibliotekaren, der bor i en forstad til Linköping og bruger sin fritid på at tage billeder af sig selv og skrive om sine tanker til sin blog på internettet. Hovedpersonens selvrefleksion og markante tøjvalg gør, sammen med skiftene i lokalitet, filmen til en stærk rumlig og visuel oplevelse. Det er ingen tilfældighed: Med sig i bagagen har instruktøren en påbegyndt uddannelse på Designskolens scenografi-afdeling. Dér lavede hun sin første kortfilm på Filmværkstedet, og begyndte efter eget udsagn at interessere sig for virkeligheden. På en eller anden måde fandt jeg ud af, at jeg meget hellere ville lave film med et intimt lille hold og nære relationer. Jeg havde egentlig ikke lyst til at konstruere så meget. Et andet eksempel på Katrine Phillips forkærlighed for virkelighed frem for de store set-ups er 'Silence in a noisy world' om en koptisk skole for døve børn Kairo. Den afdæmpede og personlige film er udvalgt til syv filmfestivaler internationalt.

Kenneth A. Balfelt: Danmark

Kenneth A. Balfelt er bagmand for en række offentlige kunstprojekter, der skaber nye løsninger på konkrete situationer i samfundet. Han er interesserer sig for, hvordan kunst kan skabe værdi og viden til samfundet samt forskning i alternativer strukturer, der kan arbejde parallelt med kapitalismen. Kenneth A. Balfelt har visioner for en modstandsform, der arbejder inden for, på en konstruktiv måde, sådan at den skaber frem for at kritisere viden. Rammen er politikkens indtog i den socilae sfære. Kenneth A. Balfelt har bl.a. arbejdet på et rehabiliteringsprojekt for fanger i Agadez i Niger, har indrettet et hjem for hjemløse (med kunstneren FOS) og et fikserum for narkomaner. Kenneth A. Balfelt har studeret på Goldsmiths College i London og har en BA Fine Art og en MA i Kunsthistorie med speciale i kultur-analyse og moderne filosofi, foruden en universitetsgrad i marketing. Kenneth A. Balfelt har tidligere arbejdet i 11 år med økonomi og markedsføring.

Khalil Rabah: Palæstina

Den palæstinensiske installations-, video- og performancekunstner Khalil Rabah (f. 1961) bor og arbejder i Ramallah. Han er født og opvokset i Jerusalem og har en bred international erfaring med studier i arkitektur og kunst fra  University of Texas, USA. Fra 1997 til 2000 underviste han på Institut for Kunst ved Bezalel Akademiet i Jerusalem. Khalil Rabah bruger fotografi og mixed media til at udtrykke emblematiske sider af den palæstinensiske identitet. Værket The New Palestinian Museum of Natural History and Humankind (2006) var således et fiktivt nomadisk museum, der indsamlede og klassificerede det naturlige miljø i Palæstina. De udstillede fossiler, knogler, planter, sten mv. inden for rammerne af et vestligt museum fortalte hver deres særlige antropologiske historie som inddrog kolonialismen og menneskets herredømme over naturen. Værkerne har vakt genklang ved talrige internationale solo-shows og været vist på biennaler i Sao Paolo, Sydney og Kwanju. Rabah er desuden grundlægger og bestyrelsesmedlem for Al-Ma'mal Institut for Contemporary Art i Jerusalem.

Khavn de la Cruz: Filippinerne

Khavn de la Cruz er aktiv kunstner inden for en række forskellige genre. Som filmmager, forfatter og musiker, med base i Quezon på Filippinerne er han ved at sætte et eftertrykkeligt aftryk på filippinsk kultur. Khavn de la Cruz er blevet kaldt ’den digitale revolutions Che Guevarra' og regnes af mange for en af digital films bedst skjulte hemmeligheder. Khavn de la Cruz’ produktionsselskab, Filmless Film, blev oprettet som reaktion på Dogme 95, hvor målet var at lave feature-film udelukkende med digital teknologi. Som instruktør har han lavet 16 film og mere end 60 kortfilm. Khavn de la Cruz’ parallelle karriere som musiker tager afsæt i gruppen The Brockas, hvor han indtager rollen som sanger, sangskriver og pianist. Han har instrueret musikvideoer for en lang række filippinske kunstnere, ligesom han har skrevet og komponeret to rock-operaer. Han kuraterer ligeledes filmfestivalen Mov og arbejder konstant for promoveringen af den filippinske filmkultur.

Kirsten Otzen Keck: Danmark

Kirsten Otzen Keck (f. 1969) arbejder med sampling af eksisterende materiale og egne optagelser i animation, fotocollager, fotografi og billedbehandlet video. Værkerne handler om, hvordan det enkelte menneske kan indgå i diffuse fællesskaber i en offentlig sfære, hvor almenmenneskelige følelser kan opleves og udleves. I collage- og animationsserien ’Selvbevægelser i Massebevægelsen’ (2008) kobles den enkeltes forsøg på at være til stede i verden sammen med større massebevægelser (køn, religion, historie, fascisme, demokrati). Der er her tale om en kultur af fælles uudtalte, men privat oplevede fornemmelser, hvor man via den ordløse, men fintfølende krop kan fornemme fritsvævende skam og angst gennem fysiske udfoldelser i 1930ernes gymnastikopvisninger og lange folkevandringer i

demonstrationsoptog.

http://visualartist.dk/index.php

Knausgård: Norge

hhhsdc

KonoKone: Mali/Danmark

KonoKone er overskriften på et musikalsk udvekslingsprojekt mellem kvindelige musikere fra Mali og Danmark. Navnet er en sammenskrivning af ordet ’kono’, der betyder ’sangfugl’ på det maliske sprog bambara og det danske ord ’kone’ (hustru, red.). I December 2009/januar 2010 har Solveig Sandnes, der er initiativtager til projektet, været i Mali for at indspille musik med Doussou Koulibaly, Kèmè Sidibé, Mouneïssa Tandina, Voix de Biri, Rokia Traoré og Chæur Passarelle m. fl. Det indspillede materiale fungerer som et oplæg til et samarbejde med udvalgte kvindelige musikere fra Danmark, herunder Maria Laurette Friis, Jomi Massage, Heidi Mortenson, Rosa Lux, Chimes & Bells, Valby Vokalgruppe, Maria Køhnke, Disa, Lulu Roost og Lise Westzynthius. KonoKones overordnede mål er at udbrede kendskabet til kvindelige maliske musikere i Danmark. Ideen til KonoKoneprojektet er udsprunget af et ønske om at forstærke musik fra ”randområder”, dvs. musik, der af forskellige årsager ikke høres så tit udenfor de geografiske områder eller de sociale miljøer, den er opstået i. Ideen er, at de maliske og danske kunstnere indgår i et ligeværdigt samarbejde omkring at skrive og indspille en række sange til et album, der udkommer til oktober 2010 og tager på en mindre turné i Danmark i september 2010.

Læs Konokones manifest

http://solveigsandnes.blogspot.com

Koreografisk Center Archauz: Danmark

Archauz blev etableret i 2007, og lige siden har det koreografiske center gået målrettet efter at stimulere og styrke udviklingen af talentmasse inden for moderne dans. Som skandinaviens første koreografiske center er Archauz etableret efter fransk forbillede. Målet er at skabe en dansk platform for moderne dans. Som scene præsenterer Archauz hvert år omtrent 100 forestillinger af kunstnerisk førende dansekompagnier fra hele Verden. Med base i det kulturelle hjerte af Århus er det meningen at skabe ringe i vandet, så opmærksomheden om moderne dans breder sig over Århus, Region Midtjylland og hele Danmark. Det sker med gæstespil og co-produktioner særlig leveret af huskompagniet Mancopy Dansekompagni.

Koyo Kouoh: Cameroun

Koyo Kouoh er en anerkendt kunst-administrator, kurator og - formidler. Med base i hjemlandet Cameroun arbejder hun for at fremme intellektuel og kunstnerisk kreativitet i Afrika. Det har hun bl.a. gjort som koordinator for de kulturelle programmer på Gorée Institute, der fra Senegals hovedstad Dakhar arbejder med fredsarbejde, udvikling og fremme af afrikansk kunst og kultur. Koyo Kouoh har samarbejdet med Dakar-biennalen siden 2000, sam-kurateret ’Recontres de la Photographie Africaine’, og hun stod som en af drivkræfterne bag La caravane de la Poésie - en litteratur-tur fra Gorée til Timbuktu i Mali. Hun har speciale i fotografi og projekter, der griber ind i det offentlige rum, og har kurateret udstillinger i Brasilien, Schweiz, Østrig, Tyskland og USA. Senest har Koyo Kouoh været rådgiver for den kunstneriske leder for den tyske kunstfestival Documenta 12. Desuden har Koyo Kouoh medvirket til at udbrede kendskabet til moderne afrikansk kunst gennem bøger og artikler.

Kunsthallen Charlottenborg: Danmark

Kunsthallen Charlottenborg har været centrum for københavnsk kunstliv siden udstillingsbygningen blev opført i 1883 i forlængelse af et barokpalæ, der har huset Det Danske Kunstakademi fra 1753. I de høje og lyse rum vises skiftende udstillinger af dansk og international samtidskunst inden for alle kunstarter med fokus på aktuelle problematikker. Kunsthallen ønsker at være et ikke-kommercielt rum for debat og refleksion, der møder den besøgende med lige dele åbenhed og udfordringer. Det internationale perspektiv skinner ikke kun igennem via kunstnernes navne, men i de senere år også gennem samarbejder med internationale kuratorer.

Kunsthallen Nikolaj: Danmark

Kunsthallen Nikolaj i hjertet af København udstiller den nyeste samtidskunst. Rammerne er den 100-årige rekonstruktion af en middelalderlig kirke, hvor publikum stifter bekendtskab med eksperimenterende og nyskabende kunst gennem 5-6 årlige danske og internationale udstillinger. Faste traditioner er den årlige kunstudstilling for børn samt præsentationen af en ældre kunstner, som har gjort en pionereindsats i forhold til den kunst, der produceres i dag.

Lav Diaz: Filippinerne

Lav Diaz eller Lavrente Indico Diaz er en multiprisvindende kunstner, der er født og vokset op i Filippinerne som søn af en bonde og en lærer. Lav Diaz arbejder som instruktør, manuskriptforfatter, producer, filmfotograf redaktør, digter og skuespiller på en gang. Diaz har udviklet en enestående moderne stil i sine film som har skabt nye grænser for, hvad der formmæssigt og tematisk er muligt. Det er ofte den politiske og sociale udvikling i Filippinerne, Diaz visualiserer i sine fim, med karakterer, der har landets historien ridset ind i deres ansigter. The Venice Film Festival har givet ham tilnavnet ”The Ideological Father of New Philippine Cinema”. Han er også kendt for længden på sine film. Tiden er på Lav Diaz’s side. ”Malay Time,” siger han selv efter optagelsen til sin ni timer og fem minutter lange film ”Death in the Land of Encantos. ”Jeg er mere Malay end jeg er Filippinsk”, siger filminstruktøren Lav Diaz eller Lavrente Indico Diaz.. ”Vi Malayer er mere styret af naturen og rummet end af konventionel tid. Som barn måtte jeg gå ti kilometer til skole og ti kilometer hjem. Denne langsomme æstetik er en del af min kultur,” siger han.

Lazarusman: Sydafrika

Lazaruman er født i Johannesburg og startede som slampoet i en alder af 13. Han havde sin første optræden som 16-årig, og siden da har Lazaruman brugt slammediet til at skrive om de ord og de ting, der svæver omkring i hans hoved - som han selv udtrykker det. Inspirationerne er hentet fra moderne livsstil, forbrugerisme, tegneserier, tegnefilm. TV, reklamer og alt hvad der er kulørt og forkert.

Linda Gabriel: Zimbabwe

Linda Gabriel (24) er en af de mest lovende og spændende kvindelige spoken word kunstnere i Zimbabwe. Hendes brillante digte er skrevet enten på engelsk, chewa eller shona afhængig af emnet. Hun begyndte at optræde med sin poesi allerede i gymnasiet og har siden deltaget i mange store litterære begivenheder i Zimbabwe og i resten af Sydafrika. Linda Gabriel optræder jævnligt på Zimbabwe International Book fair og på Harare International Festival of Art. Linda Gabriel er den del af en gruppen Dario, som består af kvindelige spoken word performere. Hun er en af de eneste kvinder, som er medlem af House og Hunger poetry Slam in Zimbabwe. Linda Gabriel er født i Malawi men i dag bosat i Harare i Zimbabwe, hvor hun arbejder for Pamberi Trust.

Lise Westzynthius: Danmark

Lise Westzynthius: Danmark

Lise Westzynthius dukkede frem på den danske musikscene tilbage i 1990erne som en del af gruppen Luksus. Siden har hun bevæget sig fra den guitardominerede musik med aner tilbage til bands som The Smiths og The Sundays til en solo-karriere med et næsten kammermusikalsk udtryk – ofte med afsæt i eget klaverspil og hendes imponerende stemme. Fællestrækket er et poetisk og atmosfærisk udtryk, som hun har givet videre på albums med musikere som Niels Skousen, Test, Nikolaj Nørlund, Martin Hall og Superjeg. Lise Westzynthius’ sange på både engelsk, dansk og fransk kredser om komplekse relationer mellem mennesker og svinger mellem det skrøbelige og det lyse og friske, en steming der vækker mindelser om Tindersticks og Stina Nordenstam. Lise Westzynthius har udsendt tre soloalbums: Heavy dream (2002), Rock, You Can Fly (2004) og Siberian Mission (2007).

Liu Jiayin: Kina

Liu Jiayins (1981 ) første film Oxhide er blevet kald den vigtigste kinesiske film i mange år. Filmen blev optaget, da Liu Jian var blot 23 år gammel og viser et fint og sårbart portræt af en familie i Beijing. Rollerne spilles af Liu Jiayins egen familie, og selvom manuskriptet er nedskrevet, er den så autentisk og troværdig i sin visning, at den enkelte steder virker som en dokumentarfilm. Oxhide, som kan opleves på MY WOLRD IMAGES, har allerede vundet flere top priser, blandt andet Vancouvers Dragon and Tigers Award og the Hong kong International Film Festival’s Golden DV Award. Liu Jiain har i 2009 fulgt op på filmen med Oxhide II, der ligesom Oxhide portrætterer livet i hendes egen familie i Beijing. Den unge kinesiske instruktør har en master i screenwriting fra Beijing Film Academy.

Louise Cain: Danmark

Louise Cain kombinerer ordet og scenen. Disciplinen poetry slam, som hun har udforsket indenfor de sidste 4 år, er kun en enkelt gren af den scenekunst, hun bevæger sig indenfor. Scenen er hendes hjemstavn, hvor hun giver sig i kast med nærved alle dens forskellige roller, både foran og bag tæppet, bl.a. sammen med Zirkus Nemo. Ordene er en størrelse hun giver sig i kast med både solo og sammen med andre kunstnere og hun har et fast greb om dem, ordene. I hendes greb bliver ordene flettet sammen og mødes på nye måder i et landskab af ironi og humor, hvor forundring og fornuft udfordrer hinanden. Louise Cain er en performer og digter med ordet i sin magt, og det er magt hun formår at administrere.

Mahasen Nasser-Eldin: Palæstina

Den palæstinensiske instruktør Mahasen Nasser-Eldin kommer fra Jerusalem. Fødebyen har været centrum for flere af hendes filmprojekter, men hendes kulturelle og sociale engagement dækker hele regionen. Som filmmager arbejder hun både med dokumentar og fiktion - to genrer, hun blander i sin seneste film doku-dramaet ’On The East Side’. Mahasen Nasser-Eldins har med filmen villet fokusere på tid som en dimension i Østjerusalems besættelse: med sarkasme og sort humor beskrives en hel dag i det palæstinensiske Østjerusalem, hvor de samme karakterer krydser de samme gader igen og igen. Filmen har fået international opmærksomhed og er blevet vist på festivaler i Jordan, Egypten, Palæstina og Finland. Mahasen Nasser-Eldin har en master i arabiske studier fra USA, og filminstruktion er kun et af de medier, hun betjener sig af. Hun har således været aktiv i flere menneskerettighedsgrupper i Mellemøsten. Og som forsker har hun blandt andet forsket i folkemordet på de irakiske kurdere. I 2003, umiddelbart efter invasionen af Irak, rejste hun til Baghdad for det amerikanske tidsskrift National Catholic Reporter for at beskrive konsekvenserne af den amerikanske besættelse for byens indbyggere.

Mahmoud Refat: Egypten

Den eksperimenterende lydkunstner og bagmand bag 100COPIES MUSIC og 100LIVE ELECTRONIC MUSIC FESTIVAL Mahmoud Refat er bosat i Kairo, hvor hans karriere tog sin begyndelse tilbage i halvfemserne med koncerter på den lokale scene for funk, acid jazz og andre grænseoverskridende musikgenrer. Fra den gang til i dag ligger en årrække i Europa hvor han udkom med sin første cd SHIFT – et eksperimenterende elektronisk album med musik der afspejler en koncertturné og den daværende bopæl i Schweiz. I samme spor eksperimenterede koncept-albummet ’Construction Sonor’ (2003) med felt-optagelser fra Gotthard-tunnellen og blev udgivet sammen med værker af 14 andre musikere fra Europa, der arbejdede med det samme felt af optagelser. I 2003 vendte Mahmoud Refat tilbage til Kairo med lydinstallationen ’The Round trip’, baseret på byens støj og lyd kombineret visuelt med et kort over byen. En tilgang til lyd og rum, som han har videreført i både Kairo og Berlin. De seneste år er han begyndt en selvrefleksion med egne erindringer om steder og situationer fra perioden 2002 til 2005. Et arbejde Mahmoud Refat har karakteriseret på en måde, som beskriver hans tilgang som sådan: "Det er altid spændende, hvad jeg finder i mit ældre lydmateriale, og hvordan jeg genkender det. Det åbner alle muligheder for skjulte aspekter og følelser fra en bestemt virkelighed".

Matador: Senegal

Senegalsiske Matador er mangeårigt medlem af gruppen Waa BMG 44, der var pionérer på landets pulserende hiphop-scene tilbage i 1990'erne. Gruppens navn kan oversættes til ’foren jeres kræfter for bedre tænkning’, og ’44’ er en hyldest til året 1944, hvor de højt dekoreret senegalesiske soldater (Tirailleurs) vendte tilbage til Senegal efter at være blevet tvunget til at kæmpe for Frankrig under Anden Verdenskrig. Matador har selv været en af pionererne inden for hardcore hiphop, en undergenre inden på Senegals mangfoldige hiphop-scene. Matador er kendt for sin aggressive vokal og høje tempo, det er svært at beskrive men Matadors stemme er kort sagt umiskendelig!

Meher & Sher Ali: Pakistan

Meher og Sher Ali Qawwal er en af de ældste eksisterende traditionelle musikgrupper i Pakistan. Gruppen blev dannet i 1960 i byen Faisalabad i Punjab-provinsen. Siden da har Meher og Sher Ali optrådt over hele landet, fra de mindste helligdomme til de bonede gulve. Meher og Sher Ali tilhørte den absolutte elite, da qawwali slog igennem kommercielt i begyndelsen af 1980'erne - sammen med andre grupper som Nusrat Fateh Ali Khan, The Sabri Brothers og Aziz Mian Qawwal. Meher og Sher Ali har aldrig fået samme internationale succes som deres tre kolleger. I stedet har de gjort sig på de lokale scener med op til 250 koncerter om året (!) ofte i forbindelse med rituelle sufi-sammenkomster. Alligevel er Meher og Sher Ali langt fra novicer, når det kommer til touring. De havde deres internationale debut i 1988 og har siden optrådt over hele verden, i bl.a. Japan, Indien, Afrika, Arabien, Europa og Amerika.

Michael Noer: Danmark

Michael Noer, født 1978, tog afgangseksamen fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2003. Siden har Noer vundet flere priser for sine produktioner. I ’Vesterbro’ gav han kameraet til sine naboer, et kærestepar i starttyverne. Kameraet ruller både ved de fandenivoldske scener af sprød ungdom og i mere sårbare øjeblikke. Overgangen fra uforpligtende rabalderliv til voksen hverdag har også Noers interesse i hans seneste film ’Vilde Hjerter’. Her følger vi 12 fynske drengerøve på en fandenivoldsk rejse fra Danmark til Polen. På knallertryg - med et storforbrug af bajere, betroelser, kys, erklæringer og et hjerte brændt ind i huden - tester de unge mænd deres håb om at venskab og kærlighed ingen grænser har. I 2010 debuterer Noer med sin første spillefilm, ’R’.

Michelle Eistrup: Danmark/Jamaica

Videokunstneren Michelle Eistrup er født i 1969 i København med en dansk mor og en jamaicansk far. Som voksen vendte hun ’tilbage’ til Danmark efter en opvækst i Jamaica, Paris og New York samt en bachelorgrad i Social Anthropology fra Haverford College (USA). Allerede fra starten vakte hun opmærksomhed, da hun blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi som sin egen installation, gemt i en kasse. Michelle Eistrup er uddannet fra Mediekunstskolen i 2000 og har udstillet på kunstinstitutioner og gallerier i Europa, Caribien, Asien og Afrika. Herunder Aarhus Kunstmuseum, Charlottenborg (København), Arnolfini (London), Momentum Nordisk Festival for Moderne Kunst (Moss, Norge), Moderna Museet, (Stockholm), Sparwasser (Berlin, Kuala Lumpur, Fine Art Museum, Malaysia, Taitu art Center, Etiopien og The National Art Gallery, Kingston, Jamaica. Som medstifter af kollektivet Housing Spirits har Michelle Eistrup været med til udbrede kendskabet til traditionel woodo-mytologi, -ideologi og –filosofi sammen med forskere, læger og kunstnere i Benin og Danmark.

www.creativeafricanetwork.com/person/2562/en

Mie Mørkberg: Danmark

Mie Mørkberg (1980) blev færdig fra kunstakademiet i 2006. Hun har allerede haft adskillige soloudstillinger inklusiv ”Hjemmefra” (2006) og ”Afterwards” (2009) i Galleri Tom Christoffersen i København. Ved at kombinere forskellige male- og tegneteknikker spiller Mie Mørkberg på forholdet mellem emne, form og materiale. Nogle gange bliver maleriet til en humoristisk masse, men i de fleste tilfælde indeholder Mie Mørkbergs malerier forstyrrende og dystre elementer, som vækker samme intense følelse, man finder i klassiske skrækfilm. Mie Mørkbergs værker er konstrueret ud fra drømmenes logik; de indeholder let genkendelige elementer, som ikke normalt ville optræde sammen. Mie Mørkeberg arbejder med det det overdrevne, det kunstige, med modeltogbanen, dukkehuset, skækfilmen og andre skræmmende præsentationer i virkeligheden, som præsenteres sammen med fragmenter fra hjemlige omgivelser. Derved iscenesætter hun en destabiliserende usikkerhed, som kan stamme fra usikkerheden ved den moderne tilværelse.

Miriam Syowia Kyambi: Kenya

Miriam Syowia Kyambi deltager i projektet NotAboutKarenBlixen i et inspirationsfælleskab med den danske kunstner Søren Assenholt. Hendes kunst består af både maleri, foto og performance og temaerne er mangeartede. For at fremhæve en bestemt vinkel, har Miriam været optaget af kenyansk kolonihistorie og har blandt andet anvendt materialer fra de kenyanske nationale arkiver i sin kunst.

Moridja Kitenge Banza: Congo

Den Congolesiske kunsther Moridja Kitenge (1980) har spillet en stor og aktiv rolle i afrikansk kunst de sidste ti år. Han bevæger sig inden for en bred række medier som fotografi, video og instealltioner, og hans værker er velkendte i afrikanske kunstkredse. Moridja Kitenge har studeret kunst i Kinsasha og har undervist i kunst på The Baraton Univeristy i Lumbumbashi, Congo. Den 30 årige kunstner har i år vundet Président Leopold S. Senghor-prisen ved The Dakar Biennale for værket ”Hymne a Nous.” Værket er et udtryk for mit ønske om at skabe et frit samfund, som ikke er tynget af dets historie,” siger kunstneren, der kan opleves på MY WOLD IMAGES med udstillingen Localities. Her viser Moridja Kitenge Banza værket ”The Union of States”, der stiller spørgsmålstegn ved ideen om FN som en utopisk idé. Han har opbygget en lille verden, bestående af flag, valuta og symboler for at markere ”de forenede stater”. Værket består af en installation og en performance. Til performancen vil Moridja holde en præsidentiel tale. Moridja Kitenge bor i dag i Nantes i Frankrig.

Museet for Samtidskunst: Danmark

Museet for Samtidskunst har en enestående beliggenhed midt i Roskilde, i et barokpalæ fra 1733 med direkte forbindelse til domkirken gennem en buegang fra middelalderen. Siden åbningen i 1991 danner Museet for Samtidskunst i Roskilde rammen om et udstillingsprogram og forskningsmiljø, der undersøger og formidler den del af samtidskunsten, som udtrykker sig på tværs af den traditionelle æstetik og inddrager både billede, lyd og bevægelse. Museet for Samtidskunst er blevet fremhævet som en kulturinstitution, der i kraft af sit fokus på den eksperimenterende samtidskunst udfylder et stort hul i det ellers tæt besatte danske museumslandskab: Det handler bl.a. om en insisteren på tværæstetiske udtryksformer, og nye mediers og teknologiers særlige stoflighed. Derfor fungerer museet som afprøvningsrampe for installationskunst, lydkunst, videokunst, performance, film, netkunst og litterære fusioner med det lyd- og/eller billedkunstneriske.

Nata Pirskalava: Georgien

Nata Pirskalava bor og arbejder i Georgiens hovedstad Tblisi, hvor hun beskæftiger sig med med arkitektur- og byplanlægning. Hun er oprindelig uddannet i skulptur og maleri fra Tbilisis Statsakademi for kunst, og fra Bezalel Akademi for kunst og formgivning i Israel samt Musrara-Naggar School of Photography med speciale i foto, video kunst, arkitektur og design. Nata Pirskalava har stået bag en række udstillinger, herunder kuratering for bl.a. de georgiske ’Art-Gruz’- og ’Re Art-Gruz’-festivaler.

Niang Ibrahima: Sengeal

Senegalesiske Niang Ibrahima (f. 1976) arbejder med installation, animation, collage og maleri. Tager udgangspunkt i forskelle mellem en europæisk/vestlig og afrikansk virkelighed. Samtidig med at han reflekterer over, hvordan globalisering i hjembyen Dakar fører til tilpasning af afrikanske forhold efter europæisk rollemodel. Han er optaget af mediernes mellemkomst og betydning for menneskers fantasier om de Andre. Niang Ibrahima anbefaler, at utopiske drømme og fantasier om at ville være et andet og bedre sted træder i baggrunden til fordel for vores egne ressourcer og muligheder her og nu.

Nikolaj Bendix Skyum Larsen: Danmark

Nikolaj Bendix Skyum Larsen(f. 1971) bor i Paris. Han tog sin master i Mediekunst på Slade School of Fine Arts i London og arbejder nu som både videokunstner, fotograf og dokumentarfilminstruktør. Han finder ofte materialet til sine eksperimenterende film på rejse; ’No place like home’ (2006) foregår i Dubai, ’Mystic Truths’ (2007) i Palæstina. Larsen udstiller overalt i verden såvel som herhjemme: Med ’I morgen er alt muligt’ fra 2009, fortæller han og sangeren Peter Sommer en ny og anderledes Århushistorie. Dubai eller Århus; hvordan sted og menneske er i kontakt/kontrast er et af temaerne i Larsens billedemageri.

Nomadic Wax: Senegal/USA

Nomadic Wax er et internationalt fair-trade pladeselskab og produktionsselskab med film-, musik- og uddannelsesarrangementer. Specialet er hiphop og udnergundsmusik fra hele verden. I sommeren 1999 faldt Ben Herson, grundlæggeren af Nomadic Wax, over den blomstrende hiphop scene i Senegal, hvor han særlig blev fascineret af gruppernes politiske og socialt bevidste tekster. I 2001 vendte Herson til Senegal og sammen med partneren Dan Cantor fra Notable Productions etablerede de et produktionsværksted i Dakar, hvor de optog albummet ’Underground Vol. 1’, en compilation med 14 af Dakars bedste kunstnere. Siden 2001 er Nomadic Wax vokset til et internationalt anerkendt label i den globale musikverden og arbejder med hundredvis af banebrydende kunstnere i hele verden. Fokus ligger stadig på Afrika og den afrikanske diaspora, men Nomadic Wax har udvidet sine projekter i Mellemøsten, Sydamerika, Europa, Asien og Caribien.

N’gone Fall: Senegal

Senegalesiske N’gone Fall er museumsinspektør, kunstudgiver og konsulent inden for kulturpolitik. Hun var i en periode tilknyttet DAK’ART, i Dakar – Afrikas største biennale med fokus på nye strømninger inden for afrikansk kunst -, og hun har været kurator på adskillige udstillinger på det afrikanske kontinent og i Europa. Desuden har hun været redaktør på det Paris-baserede forlag ’Revue Noire’ og medredaktør på antologien ’African Art: The 20th Century’ (2002).’ Hendes arbejde har til formål at afdække skjulte skævheder i den moderne kunstverden og stille skarpt på, hvordan og hvorfor forskellige grupper og lande har interesse i at betone forskellene mellem globale kulturelle forbindelser frem for det fælles. N’gone Fall har desuden kurateret koncerter i både Europa og Afrika.

Essay af N’gone: http://www.resartis.org/index.php?id=267

Olaf Breuning: Schweiz

Den schweizisk-fødte billedkunstner Olaf Breuning (f. 1970) er bosat i New York. Breunings værker er spundet ind i et væv af referencer til popkulturens og dokumentarens mestre: musik af Talking Heads, Eurythmics og Grace Jones, foto af Henri Cartier-Bresson, Robert Frank, Jeff Wall og Cindy Sherman, og skulpture af Jeff Koons. Han citerer alt fra sci-fi til gyserfilm. Hans fotografier, installationer og film trækker på et tilbagevendende ordforråd med ansigtsmaling, døde øjenæbler, lange billige parykker, nøgne bryster eller direkte filmreferencer.

En af Breunings seneste showcases fra marts 2009 på Whitney Biennale i New York hentede inspiration fra en af udstillingsbygningerne fra 1700tallets Upper East Side Armory, et anlæg kaldet The Army, ’hæren’: 30 miniature tinsoldater med identiske kugleformede organer og forskellige hoveder fremstod som sci-fi-robotter krigsopstilling. Til Wonderland Magazine forklarede Olaf Breuning værket på en måde, som er indbegrebet af hans virke: ’Jeg syntes, det ville være sjovt at gøre noget ved forestillingen om militæret, især fordi jeg vidste, jeg skulle udstille i en gammel Rustkammerbygning’, siger Breuning. ’Jeg besluttede at lave denne hær med de samme kroppe, men forskellige hoveder, hvilket jeg syntes var morsomt, fordi en hær med forskellige hoveder ikke kan fungere’.

Omar Rajeh: Libanon

Omar Rajeh er koreograf, danser, og direktør for Maqamat Danseteater i Beirut. Han er uddannet inden for teater og dans i Libanon og England og står bag talrige optrædener og instruktionsprojekter. Omar Rajeh grundlagde i 2002 Maqamat. Her har han koreograferet en række stykker, herunder. ’Beyrouth Jaune', opført i både Europa og den arabiske verden. Forestillingen, ’Guerre Au Balcon’ vandt i 2006 prisen for bedste teknik under den tunesiske festival Journée Théâtrale du Carthage, Tunesien. Omar Rajeh er samtidig initiativtager til ’BIPOD’, en årlig festival i Beirut for moderne dans med lokale og internationale kunstnere. Han har også for nylig åbnet ’MT Dance Space’, et moderne danse initiativ for libanesiske dansere og koreografer.

Omar Souleyman: Syrien

”En ørkenrøver” kaldte Politiken Omar Souleyman, da han sidste år gav en velbesøgt koncert i Danmark. Dagbladet beklagede samtidig, at kun århusianerne fik lejlighed til at opleve den syriske musiklegende. Med My World IMAGES kommer chancen igen. Med et bagkatalog på mere end 500 kassette-albums har Omar Souleyman siden 1994 været en fast del af folk-pop-billedet over hele Syrien, men er stort set ukendt i resten af verden. De utallige musikalske traditioner i Syriens etniske og kulturelle smeltedigel er tydelige i Omar Souleymans musik, hvor klassisk arabisk mawal-stil møder høj-oktav Dabke (syrisk danse- og festmusik), irakisk Choubi og et væld af arabiske, kurdiske og tyrkiske stilarter - blandt mange andre. Samtidig har Omar Souleyman og band en helt særlig sceneoptræden, hvor Mahmoud Harbi, bandets tekstforfatter, står midt mellem musikerne og kæderyger cigaretter, mens han af og til hvisker improviseret ekstramateriale til Omar Souleyman, der ubesværet fletter det ind i sangen. Vær forberedt på en minimalistisk anti-performance med egenartet vokalarbejde hen over ustyrlige keyboards og beats - en humørfyldt egnsret med kommentarer til både traditionen og den moderne teknologis muligheder.

Otobong Nkanga: Nigeria

Otobong Nkanga, født 1974 i Kano, Nigeria, begyndte sine kunststudier på Obafemi Awolowo Universitetet i Ile Ife, Nigeria og fortsatte på Ecole Nationale Superieure des Beaux-Arts i Paris - og som ’artist in residence’ ved Rijksakademie van Beeldende Kunsten i Amsterdam. Hun har siden 2001udstillet over hele verden, både som solo og i gruppe, senest med A DELICATE TOUCH, der vises både på The Studio Museum Harlem, New York og i Pointe – Noire, Congo. Nkanga spænder fra perfomances med overdimensionerede nåle til fotografiske selvportrætter med hints til Diego Velasques, store oliemalerier og fine tegninger, der delvist slettes og afslører andre mere og mere intime rum. Nkanga, der for øjeblikket bor i Frankring, inspireres især af arkitektur; den særegne spænding og energi ethvert rum, som omgiver os, besidder. Hvordan påvirker rummet og dets historie os? Værkerne er ofte mobile og placeres i forskellige omgivelser.

Ouassenoy Wade: Senegal

Ouassenoy Wade, generalsekretær for Afrikas største kunstbiennale Dak'Art (Senegal), er oprindelig uddannet kulturkonsulent fra Centre Regional d'action culturelle i Lomé, Togo. Han har tidligere været ansat under Senegals kulturministerium som teknisk rådgiver for udenrigsministeren. Hans arbejdsfelt dækker kulturpolitik, kulturindustrier og finansiering af kulturelle aktiviteter, oplysningsarbejde inden for kunstkritik, kultur-journalistik samt design. Siden 2000 har Ouassenoy Wade koncentreret sig om Dak'Art, og har hjulpet med at udvikle en lang række projekter og kulturelle initiativer. Som udgiver af tidsskriftet AFRIK'ART har han bidraget med talrige artikler om billedkunst i Afrika. I 2005 var han medlem af juryen på Venedig Biennalen, og i 2008 var han tilknyttet som dommer ved den internationale Designbiennale i Saint-Etienne i 2008. Ouassenoy Wade er desuden medlem af det internationale netværk for kulturel mangfoldighed (INCD).

Parminder Singh: Danmark/Indien

Parminder Singh er uddannet filminstruktør fra den danske filmskole. Hans forældre emigrerede fra Indien til Danmark i 1968 for at finde arbejde. Opvokset i den danske kultur med indisk baggrund har Parminder Singh tidligere sat fokus på emigrantfamilier i Danmarks historier med forestillingen ”Et andet sted,” som er blevet vist i Mungo Park. Denne gang sætter Parminder Singh en storstilet Bollywood forestilling op med musik udviklet af en række indiske musikere. 

Pascale Marthine Tayou: Cameroun

Pascale Marthine Tayou blev døbt Jean Apollinaire Tayou 1967 i Yaoundé, Cameroun, men ændrede sit navn, da han, i stedet for at færdiggøre sine jurastudier, begyndte en karriere som kunstner i 90'erne. Han valgte den feminine form af navnet, Pascal (e) Marthin (e), og værkerne er som hans navn; heterogene - undvigende faste rammer og bestemte forventninger. Altid er de spontant knyttet til rejsen og mødet mellem mennesker. Objekter, skulpturer, installationer, tegninger og videoer af Tayou dvæler på hver deres måde ved et rejsende menneskes undersøgelse af den globale landsby. Tayou har bidraget til en række internationale kunstbegivenheder, såsom Documenta II (2002) og biennaler i Istanbul (2003), Lyon (2005), Venedig (2005 og 2009), og har vist sit arbejde på museer over hele verden. Bor og arbejder i Belgien.

Philip Aguirre: Belgien

Philip Aguirre, der er født 1961 i Schoten Belgien, er uddannet skulptør og billedhugger fra Kunstakademiet i Antwerpen. Aguirre benytter mange forskellige materialer - ler, terrakotta, bronche, jern- til sine skulpturer og installationer – og laver også tegninger, raderinger, videokunst. Hans værker undersøger bl.a. menneskets evne til at overleve; og de historier og myter der knyttes til dette. Social bevidsthed og en interesse for aktuelle politiske spørgsmål er også altid til stede som et lurende fænomen bag formen, der ofte vises i offentlige rum. Som de andre kunstnere er også Aguirre meget berejst, især i Sydamerika og Afrika. Han kalder selv sit arbejde med at fortælle mennesket historier om mennesket for billed-poesi. I 2008 var der en stor retrospektiv udstilling af hans arbejde på Middelheimmuseum for Skulptur i Antwerpen. I 2009 byggede han den monumentale skulptur "Gaalgui" i Senegal, vist ved den belgiske kyst på Beaufort Triennalen 03.

Profetas: Colombia

Profetas er musik i hiphoppens grænseland og trækker på hele Colombias smeltedigel af musikalske traditioner. Duoen består af den sangerinden Antombo Langangui og den colombianske MC Pablo Fortaleza. Siden starten 1997 er Profetas blevet en af de vigtigste indgange til musikken i de nye byområder i Latinamerika. Som ægte profeter er gruppen blevet set som et talerør for hele den multietniske latinamerikanske befolkning, og fusionen af afro-colombiansk musik, reggae og rock på en bund af hiphop har givet bandet masser af dedikerede fans i hele Latinamerika og flere europæiske lande. Det toneangivende amerikanske musikmagasin Rolling Stones har beskrevet dem sådan: ”Profetas er det nye blod, der klangfuldt løber gennem årene på en colombianske hiphop scene, der tørster efter identitet, nyhedsværdi og (skildringer red.) af urban virkelighed." Tilbage i 2001 udråbte den colombianske avis El Tiempo Profetas som selve åbenbaringen af colombiansk hiphop. Siden da har Profetas turneret i en række lande i Amerika og Europa og er p.t. på trapperne med deres andet album BAILA, der på forhånd har skabt store forventninger.

Projecto Cuvilas: Mozambique

Projecto Cuvilas er grundlagt i 2004 og arbejder for at fremme og udbrede mozambiquiske kunstneres deltagelse i lokal og international koreografisk dans. Organisationens aktiviteter omfatter moderne dans, samarbejde med lokale og internationale danseorganisationer samt opsøgende undervisningsprojekter. Organisationens arbejde har to sider: Dansere med tilknytning til Projecto Cuvilas har optrådt over hele verden for at skabe opmærksomhed om mozambiquisk dans og kultur. Samtidig laver organisationen opsøgende arbejde i Mozambique. Her er målgruppen hovedsagelig unge koreografer bl.a. fra socialt og økonomisk dårlig stillede grupper (størstedelen er kvinder), som kan udvikle deres egne færdigheder. Det overordnede mål er, at Mozambique skal have et marked for koreografi, som kan bidrage til landets økonomiske og kulturelle udvikling.

Rai Ko Ris: Nepal

Rai Ko Ris er et nepalesisk punk band startet i 2000 i hovedstaden Katmandu. Med vestlige genrer som amerikansk hardcore og britisk anarcho-punk kombineret med lokale inspirationer formår bandet at skabe et udtryk, der er helt sit eget. Teksterne forholder sig til både den lokale og globale politiske dagsorden, og det lyriske univers er centreret omkring håb og modstand: Håb om en mere retfærdig og friere verden, og modstand imod de magtfulde kræfter, der undertrykker mennesker. Både i Nepal og resten af verden.

Rasmus Schack: Danmark

36-årige Rasmus Schack fra Århus har mange års dj-erfaring fra det århusianske og københavnske natteliv – i dag med hovedstaden som base. Til Danish Dj Awards 2009 løb han med prisen som ’Årets Urban Dj’. Samtidig laver han elektronisk musik og mash-ups, er bagmand for legendariske MidWeekBrakes, er booker og manager samt optræder som vært for koncerter og begivenheder som Floor Wars, Game3 og Metroåbningen. Rasmus Schacks kendetegn er alsidighed og musikalsk bredde fra grime, dubstep, hiphop og bailefunk til elektronika – alt sammen med garanti for at ryste dansegulvet. Rasmus Schack har bl.a. spillet til arrangementer på Københavns Rådhusplads, på Roskilde Festival, til DM i snowboard i Avoriaz og til større modeevents og byfestivaler som RAW, Distortion, Trailer Park, Strøm Festival, Verden i Norden og Århus Festuge. De sidste 10 år har et globalt publikum fra Norge til Brasilien oplevet Rasmus Schacks flair for rytmer og entertainment: "Hvis man giver mig en mikrofon, begynder jeg at snakke", som den professionelle feststarter siger om sig selv.

Raya Martins: Filippinerne

Raya Martins (1984) er en af de mest roste og lovende eksperimenterende filmproducenter i Filippinerne. På trods af sin unge alder har han instrueret en række kort film, almindelige film og dokumentarfilm, som har vundet priser på internationale filmfestivaler. Allerede som 20-årige vandt han Ishmael Bernal-prisen prisen for Young Cinema på Cinemanila International Film Festival for filmen ”The Visit.” Han har i løbet af de sidste år etableret sig med en kompleks samling af film, der viser en refleksiv brug af mediet. Raya Martin har studeret filmmaking på University of the Phillippines Film Institute, hvorfra han blev færdig i 2005. Han har siden arbejdet som forfatter, researcher for tv-selskaber aviser og forskellige magasiner.

Republique: Danmark

”Revitalisere, respektere – Republique!” Sådan beskriver Københavns nye teatersamfund sig selv. Republique åbnede i august 2009 med en målsætning om at skabe et nyt, internationalt rum for teater i København. Med erklæret respekt for den historie, de nye historier udspringer af, inddrages publikum som betragtere og deltagere: "Republique skal være et åbent teater for alle", siger teatrets tre erfarne direktører, Martin Tulinius, H. C. Gimbel og Rasmus Adrian, der tidligere har slået deres folder i henholdsvis Teater Kaleidoskop og Københavns Internationale Teater. En af grundstenene for Republiques status som Københavns eksperimenterende teater er ’teaterlaboratoriet’, hvor morgendagens scenekunst udvikles, og hvor danske kunstnere kan udveksle erfaringer i samarbejde med internationale kunstnere. Visionen er, at smal kunst ikke behøver at være ensbetydende med et lille, lukket publikum. En næsten udsolgt første sæson viser at publikum har taget godt imod eksperimenterne.

Rikke Luther: Danmark

Københavnske Rikke Luther er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1991-1998 og arbejder i dag som billedkunstner og underviser på Det Jydske Kunstakademi. Tilbage i 1994 var hun med til at tage initiativ til kunstgruppen N55, som med skiftende besætninger har vundet international anerkendelse. I dag arbejder Rikke Luther som en del af gruppen ’Learning Site’, der diskuterer og udforsker kunstneriske tilgange til sociale og miljømæssige udfordringer, bl.a. inden for byrummet. Med et globalt perspektiv fokuserer Learning Site på hvordan lokale forhold påvirker en kunstpraksis. Learning Site har bl.a. arbejdet i Mexico, Kina, Danmark, USA og Indien.

http://da.wikipedia.org/wiki/N55

http://www.learningsite.info/

Robin Färdig: Sverige

Robin Färdig er født i 1979 og arbejder som instruktør og manuskripforfatter inden for film og teater. Med baggrund i den faglige bredde bevæger flere af den svenske instruktørs film sig i grænselandet mellem dokumentar og fiktion. Det gælder bl.a. ”The children of the sycamore tree” med scener fra borgerkrigen i Uganda. Her arbejdede Robin Färdig ud fra en løs manuskriptside fra det ugandiske filmhold og skrev på den baggrund det endelige manuskript og valgte titlen. Ellers er filmen baseret på skuespillernes egne oplevelser. Trods sin unge alder var det Robin Färdigs sjette uganda-baserede film. Når folk kritiserer tilgangen, skyldes det ifølge Robin Färdig et behov for definition: Alle dokumentarfilm har et manuskript og må en gang imellem tage sig af ting, som er sket, men som man måske ikke fik filmet, siger Robin Färdig om en af sine kommende film, der på samme måde blander fiktion og fakta.

Rolf Heim: Schweiz / Danmark

Den schweiziske instruktør Rolf Heim er kendt for sine poetiske og visuelle opsætninger, blander elementer fra performance art og klassisk teater. Han modstiller gerne den eksisterende tekst med et ekspressivt kropsligt udtryk i sine iscenesættelser, som ofte er et samspil mellem humor og tragedie. Resultatet af det kunne blandt andet opleves i forestillingerne Andy Warhol – the 20th Century Ghost (1995), Balls and Rupies (1997) og Teaterslagteren (1999), men også i Strindbergs Frøken Julie (2005). Rolf Heim er bosiddende i Danmark og kunstnerisk direktør på Bådteateret, hvor han skabte de eksperimenterende tekstcollager Coconut (2003) og Mandela (2007). Med store opsætninger som Nick Cave Teaterkoncert (Aarhus Teater 2006) og Gasolin Teaterkoncert (Aalborg Teater 2008) er det lykkedes Heim på original vis at tilføre velkendt musikmateriale nye og overrumplende perspektiver. I 2007 modtog Rolf Heim ThePerformance of the Year - Reumert Award for hans Nick Cave Theatre Concert.

Salaam Film & Dialog/Salaam Filmfestival : Danmark

Salaam Filmfestival hører under projektorganisationen Salaam Film & Dialog.  

Alle Salaams aktiviteter tager udgangspunkt i dialog om film: prisvindende spillefilm, dokumentarer og ung-til-ung kortfilm. Omdrejningspunktet er kulturmødet, som er en hverdag for os alle på forskellig vis i verdens generelle globaliseringsproces. Under My World Images afholder vi fem lukkede stop motion filmworkshops for skoler på Sjælland med besøg af den tanzanianske animator Anaeli Kihunrwa . Salaam handler også om tredje- og fjerdeverdensproblematikker og forholdet mellem u-lande og i-lande. En kilde til altruisme, forandring, fornyelse og bevægelse, som kan slå store gnister indimellem. 

Festivalens team af flerkulturelle oplægsholdere møder børn og voksne i et åbensindet rum på tværs af personlige og kulturelle holdninger, erfaringer, religiøsitet og sproglige prægninger. Download Salaam Filmfestival splinternye filmprogram for skoler på 2010/11. Hent programmet her ! Vi kommer i år rundt til 26 byer i alle landets regioner; Nordjylland (og Læsø), Sønderjylland, Syddanmark (Fyn og Sønderjylland) og Hovedstadsområdet. Andre end skoler er også velkomne.

Læs mere om vores landsdækkende film og dialog program, der bl.a. på Nationalmuseet rummer 14 arrangementer i uge 48 og 49. 

Besøg kunstner website

Salaam Filmfestival er bl.a. støttet af Danida, Det Danske Filminstitut, Københavns Kommune, Tips og Lotto, Integrationsministeriet, og CKU samt private fonde, kommuner og regioner.

Samah Hijawi: Jordan

Den jordanske billedkunstner Samah Hijawi arbejder tværfagligt. Hendes seneste værker har fokus på det offentlige rum og inviterer publikum til at deltage. Værkerne er udforskning af identitet, historie, politik og socio-religiøse strukturer. Det sætter spørgsmålstegn ved vedtagne definitioner af kollektiv identitet, hukommelse og tilhørsforhold. Hijawis værker har været udstillet i Jordan, Skotland, Frankrig og Holland og er en del af samlinger i Jordan, Dubai, Grækenland og London. Hijawi er desuden kultur-manager for flere lokale projekter inden for billedkunst og arbejder som konsulent for Makan Art Space. Hun har skrevet om jordansk samtidskunst til flere lokale og internationale publikationer og holdt foredrag om moderne arabisk og vestlige kunst.

Her kan du læse om flere af hendes værker:

http://gascarproject.blogspot.com/

http://www.makanhouse.net/content/where-are-arabs-2009-performance-video-intervention-0

Samar Martha: Palæstina

Samar Martha er medstifter og direktør for Artschool Palestine og freelance-kurator. Samar Martha har på en række projekter i hele Mellemøsten, herunder forskning og rådgivning for faglige udviklingsprogrammer. Hun er medstifter af Al Mamal stiftelsen for samtidskunst i Jerusalem og har været medredaktør af det månedlige tidsskrift ’What's Up’. Samar Martha skrevet, afholdt forelæsninger og kurateret udstillinger i flere europæiske lande med særlig fokus på palæstinensisk og mellemøstlig samtidskunst - bl.a. på Tate Modern (2007), Nobels Fredspriscenter, Oslo ( 2007), soloudstillinger af kunstneren Khalil Rabah på Brunei Gallery, London (2007), The Real Deal ved Shuruq Harb på Khalil Sakakini Center, Ramallah (2008), og I / Scene video-kunstudstilling på Al Hoash Galleri - Jerusalem (2008). Hun er også medkurator på den årlige Palæstina Film-festival, der finder sted i London siden 2005. Martha er aktivt involveret i den palæstinensiske kulturscene og er i øjeblikket medlem af styregruppen for Riwaq-biennalen.

Sanne Kofod Olsen: Danmark

Sanne Kofod Olsen er 35 år og Mag. art. i Kunsthistorie, Københavns Universitet. Hun har fagligt spillet en markant rolle i den danske samtidskunst siden 90erne. Siden 1999 har Sanne Kofod Olsen været ansat som kunstfaglig medarbejder/fuldmægtig først i Center for Dansk Billedkunst og siden i Kunststyrelsens Billedkunstcenter (fra sommer 2003).

Sanne Kofod Olsen har siden 2003 været tilknyttet afdelingen for kunsthistorie, institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet som ekstern lektor. Sideløbende har hun virket som underviser, kunstkritiker, kurator, senest på udstillingen i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen i år. Sanne Kofod Olsen har medvirket som redaktør samt medforfatter i forbindelse med udgivelse af kataloger og kunstteoretiske skrifter om den nyeste kunst. Rektor for Det Fynske Kunstakademi, 2005-09. Sanne Kofod Olsen tiltrådte stillingen som museumsdirektør for Museet for Samtidskunst, Roskilde i 2009.

Sarah Chew: Storbritanien

Britiske Sarah Chew er instruktør, designer og workshop-leder. Hun er kunstnerisk leder af Critical Mass, et teaterprojekt, som bevidst arbejder på at krydse de kulturelle grænseflader. Det består hovedsagelig i samarbejder med kunstnere i den tredje verden, men Critical Mass har også udviklet teater med kunstnere fra britiske konfliktsamfund - Missing Persons undersøgte fx unge mænds billeder af egen maskulinitet efter afvæbningen af paramilitære grupper i Nordirland og blev nomineret til Stage Award og What's On Stage Audience Choice Award. For nylig har Sarah og Critical Mass kr arbejdet på at muliggøre amerikanske og europæiske opførelser af den kenyanske musiklegende Eric Wainainas musical ’Mo Faya’ om korruption i Nairobis slumkvarterer. En proces, der er blevet fulgt af Sarah Chews mangeårige samarbejdspartner, dokumentarfilmskaberen Biki Kangwana fra Kenya. Som selvstændig kunstner har Sarah Chew instrueret og udformet mere end 30 værker (heraf flere prisbelønnede) over store dele af verden og er tidligere produktionsdirektør på den kommunale Opera i Saigon, Vietnam.

Sherad Anthony Sanchez: Filippinerne

Sherad Anthony Sanchez er født i 1984 i storbyen Davao på Filippinerne. Fødebyen danner baggrund for flere af de kortfilm, som han instruerede allerede i løbet af sin studietid i Manila. Det gælder bl.a. hans første film ’Apple’, der beskriver en såkaldt mananaptan, en person der lever af at synge ved andres begravelser o.lign. Den etnografiske undersøgelse af mødet mellem traditionel kultur og moderne samfund går igen i Sherad Sanchez’ øvrige værk – eksempelvis den prisbelønnede ’Huling Balyan Ng Buhi’ eller ’The Woven Stories Of The Other’, der beskriver en indfødt stammes møde med militæret og kommunistiske modstandsgrupper i den sydlige del af Filippinerne. I 2007 modtog Sherad Sanchez  et stipendium til at studere film på the University of Southern California. Efter hjemkomsten til Filippinerne kastede han sig over den kontroversielle ’Imburnal’ – en mere end fire timer lang, ikke-lineær tilbagevenden til Davao i skildringen af to drenges opvækst. Filmen fra 2009 viser instruktørens konsekvente etnografiske indlevelse i sit miljø og har netop derfor vakt både kritik og anerkendelse for sine skildringer af fattigdom, lediggang, sexsnak og kakerlak-jagt.

Signe Høirup Wille-Jørgensen: Danmark

Signe Høirup Wille-Jørgensen er muligvis stadig bedst kendt under kunstnernavnet Jomi Massage , men i dag optræder hun under eget navn. Signe Høirup Wille-Jørgensen har tidligere spillet i indie-rockgruppen Murmur, projektet Jomi Massage er en blanding af støjrock, singer-songwriter og avantgarde. Lyden springer fra lo-fi-underfundighed til brutale udbrud af sorg, begejstring og eftertanke. Jomi Massage rammer det skrøbelige og udtrykker det kraftfulde. De musikalske (store)søstre kunne være Laurie Anderson, den tidlige PJ Harvey og evig unge Patti Smith – men Jomi Massage er først og fremmest sin egen i en skøn(som) indpakning af Big Band, klassisk uddannede musikere og andre skæve indspark.

Sir Black/Quaye Kojo Bennedict : Ghana

Quaye KOJO BENEDICT, der også kendt som Sir Black, (1978) er autodidakt billedkunstner, skulpturkunstner, Eha-lakasa performer og spoken word poet. Han har studeret kunst på Ankel College of Art (2001), Love Art Studio (1997) og Art Centre- Accra (1995) I sit hjemland Ghana er han allerede en populær spoken word performer i stilen EHA-LAKASA, der kombinerer gadefilosofi, poesi og musik. Han er velkendt for sine sit overdådige ordforråd, sine mange optrædener i TV og radio samt for sine udstillinger, seminarer, workshop og Open MIC Sessions. Hans stil er konceptuel og surrealistisk. Hans ord er både spirituelle, eksotiske og provokerende med en underliggende originalitet, der forbinder den kulturelle sfære med hverdagslivet i Ghana. Sir Black har deltaget i adskillige konkurrencer, og har tre gange vundet konkurrencer i spoken world poetry (EHA- LAKASA) Inklusiv ”The Search,” som er organiseret af PEACE 204. FM. Han bruger sin kunst og sine optrædener til at tale om sociale problemer, politiske sager, spiritualitet og til at sætte fokus på afrikanske værdier.

Slum-TV: Kenya

Slum-TV er et frivilligt film- og tv-projekt, drevet fra en lille lejlighed i slumkvarteret Mathare i Kenyas hovedstad Nairobi. Formålet er at lade slummens beboere præsentere sig selv over for det omgivende samfund. Slum-tv er startet af østrigske og kenyanske kunstnere og har siden 2007 produceret sitcoms, dramaer og korte dokumentarfilm. Filmene præsenteres på offentlige steder i stil med de klassiske ’ugerevyer’ og streames senere online på Slum-tvs hjemmeside. Projektet, der bevæger sig i skæringspunktet mellem kunst, aktivisme og social forskning, har vakt en del røre de seneste år. De lokale filmhold, der består af indbyggere fra boligområdet, definerer selv indholdet og er også ansvarlige for gennemførelsen. Det skal sikre, at produktionerne er reel, lokal historieskrivning, uden de misfortolkninger som udenforstående massemedier risikerer at reproducere. På den måde vil Slum-tv ud over klichéerne om slummen.

Solveig Sandnes: Danmark

Sangerinden Solveig Sandnes blev for alvor kendt tilbage i 90’erne som medlem af bandet Lovebites, og debuterede i 1999 med solo-cden Analog. Hendes kendetegn var og er en poleret silkeblød stemme og en musik, der giver mindelse om bands som The Cardigans. Med det udtryk slog singlen om sangerindens søster ’Marie’ fra debuten allerede samme år igennem på de japanske og sydøstasiatiske hitlister. I 2000 udkom opfølgningen ’Vagabond Squaw’, som blev udgivet særskilt i Japan. I dag er Solveig Sandnes en del af den dansksprogede gruppe Er De Sjældne. Og hun og gruppen har senest fået en del omtale for samarbejdet med forfatteren Lone Hørslev, der har skrevet tekster til Er De Sjældnes debutalbum ’Lyserød Lyseblå Beige’ fra 2009. Et album der ifølge pladeselskabet skildrer et univers hvor ”følelsesmæssige relationer spilles ud i tyste skove og pastelfarvede landskaber befolket af isfugle, spurvehøge og andre sjældne fugl”.

Stefan Saffer : Tyskland

Stefan Saffer er deltager i gruppen på i alt
7 kunstnere, der arbejder og udstiller under overskriften
NotAboutKarenBlixen. Stefan Saffers kunstneriske profil kan kort
beskrives som site-specific projektbaseret kunst og
kommunikationsprojekter såvel som studio-arbejder, genereret ved paper
cut-outs, collage, installation og æstetiske produktioner. Stefan har
erfaring i at arbejde i forskellige miljøer i en rolle, som han selv
kalder ”situationist”. Stefan er Master of Fine Arts fra Goldsmiths,
London, er uddannet ved Acadamy of Fine Arts i Nuremberg og har
deltaget i the Whitney Program.

Stephan Grabowski: Danmark

Stephan Grabowski er en kunstner, der altid har forsøgt at bryde musikalske grænser, og som udforsker de genrer, han arbejder med til det yderste. Grabowski er kendt for ikke at gå op kompromis med sine musikalske ambitioner, hvilket han også har høstet ros for hos anmelderne. Sangskriveren, trommeslageren og produceren har arbejdet dybdegående med Indien og indisk musik i indspilningen af ”Bombay Feber,” et album hvis inspiration kommer fra den indiske storbys farverige sprudlende kaos af mennesker, larm og hellige køer. Albummet er blandt andet indspillet sammen med A. Rahmans musikere. Rahman er kendt som en af Bollywoods absolut bedste komponister og har vundet en dobbelt oscar for filmen ”Slumdog Millionaire” Stephen Grabowski har blandt andet spillet sammen med Lars H.U.G, Love Shop og Janes Rejoice. Han begyndte sin solokarriere i 1993 og har også udgivet albummene ”Glitter Angels,” ”Underligere end Kærlighed” og ”Danmark Drømmer.

Stuart Lynch: Storbritannien/Danmark

Australien, Storbritannien, Japan, Danmark; skuespiller, koreograf og instruktør: Stuart Lynch har mere end ét hjem og spiller på mange instrumenter. Det har den københavnske performance-scene nydt godt af i mere end 10 år. Hans værker blander en legesyg samfundskritik med bl.a. traditionel ’Butoh’-dans, som den britiskfødte performancekunster blev oplært i under sit første selvvalgte eksil i Japan. Stuart Lynch har udfoldet sig på en række forskellige scener og fora fra Jazzfestivalen i København til Glyptoteket. Kernen i arbejdet er ’Paradance Theatre’ - med Stuart Lynchs egne ord ”et meget personligt projekt” –, der senest har stået bag den anmelderroste forestilling ’Look Homeward Angel’ på Dansescenen: En provokerende rejse i vores egen og det afrikanske kontinents eksistens og identitet.

http://www.paradance.net/

Søren Assenholt: Danmark

Søren Assenholt er en af kunstnerne i
udstillingen NotAboutKarenBlixen og deltager i et
inspirationsfælleskab med den kenyanske kunstner Miriam Syowia Kyambi.
Søren er i sin kunst særlig optaget af arbejde i træ. Træ og træsorter
var Søren tidlige indfaldsvinkel til en interesse for Afrika, og han
har blandt mange andre ting lavet omkring 20 kunstprojekter
omhandlende D.R. Congo, Belgien og Danmark. Link: www.assenholt.dk

Tad Ermitano: Filipinerne

Mediekunstneren Tad Ermitano (f. 1964) er uddannet fra den filippinske Science High School i 1981, studerede biologi på universitetet i Hiroshima og har en bachelor-grad i filosofi fra University of the Philippines. Han er uddannet i film og video på Mowelfund Film Institut og designer og mixer i dag lyd og producerer videoer til events og koncerter. Hans videoværker er kendetegnet ved en audiovisuel sanselighed understøttet af en logik, som afspejler mandens uddannelse i filosofi og naturvidenskab. Blandt disse værker er 'Sausage, The Retrochronological Transfer of Information' og 'Hulikotekan v. 2,1' blevet vist på en række internationale festivaler, herunder Yamagata International Documentary Film Festival og Hong Kong International Film Festival. Hans teknik med en bred vifte af teknologier leder til en udforskning af computere, programmering og elektronik som redskaber til at manipulere lyd og video i realtid. Tad Ermitano har også optrådt med audiovisuelle stykker, både solo og som en del af den eksperimentelle gruppe 'The Children of Cathode Ray'.

Tashweesh: Palæstinea

Tashweesh er en audio-visuel gruppe, der består installationskunstnerne Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme og musikeren Boikutt. I deres samarbejde kombinerer de forskellige kundskaber i én samlet optræden, hvor de bruger lyd, musik, billeder og tekst. Resultatet er en udforskning af mødet mellem lyd- og videooptagelser, arkiv materiale, vokaler, breaks og lydlandskaber.

Navnet Tashweesh, der betyder “indblanding” på arabisk, opsummerer kunsternes rolle i deres hjemland Palæstina, hvor de, gennem kunsten, blander sig i landets politiske dagsorden. Selv om Tashweesh er en relativt ny gruppe har kunstnerne førhen optrådt alene og sammen som den bredt anerkendte og roste Ramahallah Underground, som har turneret i hele verden siden 2003.

The Animation Workshop - Videncenter for Animation : Danmark

The Animation Workshop - Videncenter for Animation er Danmarks førende institution på animationsområdet. Skolens aktiviteter spænder over uddannelse, kulturudvikling, kommunikation og erhvervslivet, alt sammen med animation som kerne. The Animation Workshop er en uafhængig afdeling under VIA University College og har et stort netværk af internationale studier, kunstnere og uddannelsesinstitutioner. Hanne Pedersen, Anker Bak og Maria João Carvalho leder stopmotion-workshoppene på festivallen.

Læs mere

Third World Bunfight/Brett Bailey: Sydafrika

"Sydafrikas skarpeste instruktør", "Wunderkind”, ”Sydafrikansk teaters slemme dreng”. Det er bare nogle af de etiketter, der er blevet hæfter på instruktør-dramatikeren Brett Bailey. Manden bag Third World Bunfight skiftevis anklages for at besudle kulturens hellige køer og hyldes som en banebrydende visionær kunstner, der baner vejen for et nyt sydafrikansk teater - et teater, der kan imødekomme de komplekse sammenstød mellem tro, tradition, forhåbninger og fantasi, der præger landet. Forestillingen Zombia fra 1996 var en eksplosion på den sydafrikanske teaterscene med sin flygtige, dramatiske blanding af ritual og skuespil. Siden har Third World Bunfight og Bailey opbygget et ry, der forbinder tilsyneladende lethed og selvtillid med kunstneriske risikovillighed. Third World Bunfight er globalt ekstrem-teater og adrenalin-pumpende provokation, der ud over hjemlandet har udspillet sig i Indien, Bali, Europa, Uganda, Zimbabwe og Haiti.

Thu Thu Shein: Burma

Thu Thu Shein er født i den daværende burmesiske hovedstad Yangon (Rangoon) og oprindelig uddannet i video-redigering og grafisk design fra Myanmar Forever June Co. Ligesom flere andre af landets markante instruktører – bl.a. Wai Mar Nyunt – fik hun øjnene op for filmmediet efter Yangons Filmskoles (YFS) første workshop. Her medvirkede hun som fotograf på Eh Mwees film ’A Day with Aye Nan Lin’. Thu Thu Shein er kun 26 år men har allerede markeret sig med sin egen film ’A Million Threads’. En film der skildrer en ét døgn lang vævedyst for kvinder ved Yangons Shwe Phone Pwint pagode. Jeg ønskede at vise vævernes begejstring, udmattelse og glæde lyder Thu Thu Sheins egen beskrivelse af filmen, der blev til under YFSs workshop i 2006. Efter en filmeksamen fra det burmesiske universitet for kultur og en ansættelse som fotograf for YFS, har Thu Thu Shein modtaget et rejsestipendium til FAMU – det tjekkiske akademi for film og scenekunst i Prag.

Torturing Nurse: Kina

Det kinesiske avantgarde støjrock-band Torturing Nurse giver forestillinger, der stiller krav til modtagerne. Men så får man med garanti en uforglemmelig oplevelse, der bryder med alle fordomme om kinesisk musik, i og uden for Kina. Bandet blev grundlagt i 2004 af Misuzu og Junky (begge med en fortid i det Shanghai-baserede No Wave/støj-band Junkyard). Siden er bandet blevet suppleret og består i dag af Youki, Misuzu, Miriam og Junky. I modsætning til andre bands inden for genren bruger Torturing Nurse hverken bærbar computer eller software, lyden kommer udelukekkende fra mikrofoner, pladespillere, pedaler og guitarer. Bandet har en stor diskografi bl.a. med udgivelser på Roil Noise, Industrial Culture Records og den tyske label Indie-ziert.

Townhouse Gallery/ William Wells: Egypten

Siden starten i 1998 har Townhouse Gallery i Kairo etableret sig som et af regionens førende uafhængige rum for moderne kunst. Konceptet kombinerer et omfattende program for billedkunst, film, teater og musik med uddannelsesprogrammer og udviklingsinitiativer over for lokalsamfundet. Målet for initiativtageren, canadisk-fødte William Wells, har været at skabe en platform for dem, der ellers ikke ville have adgang til at udfolde deres kreative projekter. På Townhouse Gallery spænder fra visninger af billedkunstnere, teatergrupper og film- og videokunstnere til workshops for børn med flygtninge-baggrund.

Siden grundlæggelsen er galleriet blevet udvidet gentagne gange, og i dag er det et af de største private udstillingssteder i Mellemøsten. Men projekterne stopper ikke; i øjeblikket arbejder William Wells på at etablere et kunstbibliotek i tilknytning til Townhouse Gallery.

TSA: Fillippinerne

T.S.A. er en markant repræsentant for Pinoy rock – punk og rock fra Fillippinernes grænsesøgende undergrundsscene. Gruppens inspiration kommer fra den mørke og intense musik i grupper som Mayhem. Men samspillet mellem musik og tekst samt frem for alt gruppens ’live appearance’ er helt deres egen. Man skal ikke lade sig narre af titlen på det seneste album ’Back To Kindergarten’; der er muligvis et element af (sort) humor, men det er kombineret med katarstrofiske visioner i numre som ’Tsunami Tsunmai’ – et radikalt navnevalg i et land der stadig er mærket af flodbølgens hærgen.

Tys Tys/Maria Laurette Friis: Danmark

Sangerinden Maria Laurette Friis er blevet kaldt en af Danmarks bedste stemmer og er helt klart en af Danmarks mest markante kvindelige musikere. I 1997 tog hun initiativ til det eksperimenterende band Tys Tys. Bandet præsenterer sig selv rammende og engagerende: ”Tag en anderledes sammensætning af musikere der i løbet af de seneste par år har sat livekoncerter i et nyt perspektiv på den københavnske jazzscene. Tag en del humor og alvor i de rette størrelsesforhold. Tag en håndfuld engelsksprogede historier der gavmildt deler ud af både det jordnære og det bizarre. Og sidst men ikke mindst: Tag en god portion fængende melodier og ryst dem grundigt til det (næsten) ikke ligner noget der er hørt før.” Tys Tys er en skønsom blanding af sømandsjazz, cabaret-punk, finurlig 50’er-pop, cirkusballader og smægtende salmer. Maria Laurette Friis og Tys Tys blev i 2002 nomineret til en Danish Music Award i kategorien Årets Nye Danske Jazznavn for debutalbummet ’Tys Tys’.

Ursula Biemann: Schweiz

Den schweiziske billedkunstner og kulturkritiker Ursula Biemann (f. 1955) har i de seneste år markeret sig på den internationale kunstscene. Ursula Biemanns videoessays kredser om mennesker i periferien af den vestlige civilisation - mennesker hvis bevidsthed og bevægelser i mere eller mindre ekstrem grad dirigeres af transnationale, politiske konflikter og postkolonialistiske interesser. Ursula Biemanns videoer læner sig op ad geografens researchorienterede tilgang til genstandsfeltet. Hendes visuelle reportager om menneskeskabte grænser og territorier undersøger de sociale, etniske og kønslige magtmekanismer, der ligger bag strukturer for migration og mobilitet for mennesker i nogle af verdens brændpunkter, ofte kortlagt af højteknologiske visuelle overvågningssystemer og statistikker, der indgår som billedmateriale på lige fod med interviews og dokumentariske klip.

Vaz Diaz: Filippinerne

Lav Diaz eller Lavrente Indico Diaz er en multiprisvindende kunstner, der er født og vokset op i Filippinerne som søn af en bonde og en lærer. Lav Diaz arbejder som instruktør, manuskriptforfatter, producer, filmfotograf redaktør, digter og skuespiller på en gang. Diaz har udviklet en enestående moderne stil i sine film som har skabt nye grænser for, hvad der formmæssigt og tematisk er muligt. Det er ofte den politiske og sociale udvikling i Filippinerne, Diaz visualiserer i sine fim, med karakterer, der har landets historien ridset ind i deres ansigter. The Venice Film Festival har givet ham tilnavnet ”The Ideological Father of New Philippine Cinema”. Han er også kendt for længden på sine film. Tiden er på Lav Diaz’s side. ”Malay Time,” siger han selv efter optagelsen til sin ni timer og fem minutter lange film ”Death in the Land of Encantos. ”Jeg er mere Malay end jeg er Filippinsk”, siger filminstruktøren Lav Diaz eller Lavrente Indico Diaz.. ”Vi Malayer er mere styret af naturen og rummet end af konventionel tid. Som barn måtte jeg gå ti kilometer til skole og ti kilometer hjem. "Denne langsomme æstetik er en del af min kultur,” siger han.

Velu Viswanadhan: Indien

Den indiske filminstruktør Velu Viswanadhan har skabt sit domæne indenfor flere af samtidskunstens områder. Viswanadhan begyndte sin visuelle kunst med figurative tegninger og gik snart efter over til at eksperimentere malerier og film. Født i Kerala i det sydlige Indien ser Viswanadhan livet som en lang rejse. En rejse til ingenting. På sin nomadevandring gennem verden finder han hele tiden nye design og mønstre, som kan spores i hans film og i hans kunst. I 1976 begyndte Viswanadhan at lave en serie af film om de fem elementer: Jord, vand, ild, luft og æter, som verden består af ifølge indisk mytologi. Mere end 30 år senere viser filmen ”Back to the elements” en genopdagelse og filmatisering af, hvad Indien er i et historisk, mytologisk og samtidigt perspektiv. Viswanadhan har boet i Paris siden 1968.

Wael Shawky: Egypten

Ægyptiske Wael Shawky (f. 1971) bor og arbejder i Alexandria. I hans installationer, videoer, fotografier og forestillinger håndteres de ubehagelige spørgsmål; hans seneste værker beskæftiger sig med dikotomier og modsigelser i vores sociale normer - primært i forbindelse med kultur og religion. Blandt hans drivkræfter er en akut følelse af det absurde, og det fører til spørgsmålet om det 'normale' og 'acceptable'. I denne sammenhæng har Shawky udforsket en lang række konkrete temaer ofte med rod i regionale spørgsmål eller internationale problematikker som modernisering, kulturel hybridisering og marginalisering. Et eksempel er videoen Cave, der viser kunstneren gå gennem gangene i et Hamborg-supermarked, mens den 18. sura fra Koranen oplæses på arabisk. Efter den visuelle æstetik kommer en nyhedsudsendelse, hvor Shawky i en uafbrudt strøm af ord fremsiger legenden om martyrerne i Efesos, der blev forfulgt for deres tro og fandt tilflugt i en hule. Efter 309 år søvn vågnede de endelig i en forandret verden, der nu var domineret af kristendommen - en legende forankret i både den muslimske og den kristne tro. I dette hybride selvportræt sætter kunstneren spørgsmålstegn ved forholdet mellem religion og kapitalisme og ved dialektikken mellem viden og magt.  Fra den neutrale position som nyhedsformidler opregner han med det religiøse sprog markedskræfternes herredømme over medierne.

Udvalgte værker

Interview

Wai Mar Nyunt: Burma

Den burmesiske instruktør Wai Mar Nyunt er oprindelig kunstuddannet fra universitetet i Yangon (Rangoon). Hun udstiller fortsat egne billeder og underviste i en årrække i kunsthistorie. Men de sidste par år har den 33-årige kunstner i stigende grad vendt sig mod filmmediet. Startskuddet var deltagelsen i en workshop på Yangons filmskole. Wai Mar Nyunts første indsats som instruktør, dokumentaren ’Happy Days’, var en markant succes, der fik hende til at opgive sit tidligere job. Filmen er et levende portræt af Shoon Lei på 13 år, der er instruktørens nabo i virkeligheden. Wai Mar Nyunts næste to film blev begge lavet på bestilling af lokale Ngo’er: ’My Positive Life’ handler om hverdagen for en kærlig og spøgefuld socialarbejder, der er smittet med HIV. ’Sun Behind the Clouds’ beskriver en sundhedsarbejder i Burmas nordlige delstat Kachin. Wai Mar Nyunts værker er bl.a. belønnet med et stipendium, der for tiden har bragt hende til Tjekkiet som studerende ved FAMU – det tjekkiske akademi for film og scenekunst.

Woenyo: Togo

Dansekompagniet Woenyo har hjemme i Lomé, hovedstaden i Togo, og består af 14 professionelle dansere, herunder seks perkussionister. Koreograf og bagmand Kikan Ayigah blander traditionel afrikanske og moderne dans, og den afrikanske kulturs aktuelle tilstand ligger ham særlig på sinde. I beskrivelsen af stykket 'La Quête Noir', kaldte han således kontinentet en moder "der allerede længe har set sine børn dø".  Men for at få en idé om hvad Woenyo  er, vil og kan, må dette dystre udsagn kombineres med den stærke lykkefølelse, som danserne udstråler under forestillingerne: Kompagniet tager menneskets mørke sider og en moral af næsten bibelsk styrke -  og blander det med dansernes begejstrede kraft, rytme, bevægelse og fagter.  Woenyo har været nomineret som en af de bedste kunstnergrupper fra Togo og tilbyder desuden gratis dansekurser for unge i Lomé.

Se billeder fra kompagniets forestillinger

Wu Haohao: Kina

Den kinesiske filminstruktør Wu Haohao (1986) er den kinesiske undergrunds unge rebel. Inspireret af Jean-Luc Godard skyder han sine mange (video)film, som om kameraet var et maskingevær. Med sin punkede collage- æstetik og uforskrækkede ’angry young man’-attitude er Wu Haohao ikke bange for at provokere sine omgivelser, som når han grundlægger The New Communist Party og videodokumenterer sit eget hærværk i en balstyrisk protest mod resten af verden. Den 24årige instruktør har studeret film i Chongqing og senere på Beijing Film Academy.

Xuman: Senegal

Dancehall-ikonet Gunman Xuman fra gruppen Pee Frois er blandt de senegalesiske hip hoppere, som blander sig i den politiske debat. Han rapper på wolof og når ud i hver en krog af samfundet med sine tekster om de arbejdsløse og fattige unge, som han opfordrer til at engagere sig politisk. Xumans rigtige navn er Makhtar Fall, eller "wakhkatou ndiaxum - eller endog Ousstass. Uanset hvad man vælger at kalde ham snakker vi om en af pionererne i senegalesiske rap, siden debuten med den toneangivende gruppe Pee Froiss i 90'erne. Xuman blev født i Elfenbenskysten men voksede op i Senegal, hvor hans musik i dag kører non-stop på radio og tv.

Yves Montand Niyongabo: Rwanda

Yves Montand Niyongabos familie er fra Rwanda. Selv er han født og opvokset i eksil i Burundi, men vendte med familien tilbage til Rwanda efter folkemordet i 1994. Op gennem sin skolegang vandt Niyongabo flere creative-writing konkurrencer. Men han ville være advokat. To års jurastudier blev det til, før en videoworkshop fik hans skabertrang til at vende tifold tilbage. Filmmediet er nu hans ubetingede kærlighed og juraen fravalgt.  Dette valg belønnes Niyongabo nu for: Hans seneste kortfilm ’Maibobo’, hvor Niyongabo både er producent, instruktør og klipper, er udvalgt til Rotterdam Internationale Filmfestival 2010. Uhyrlighederne i Rwanda er selvsagt ikke til at komme uden om for den unge instruktør, der stadig skriver: 100 dages død/Liv var liv/ Alt gik galt/ Folk blev dræbt/Folk blev tortureret/Som om Gud havde fordømt dem/Alle græd/ Ingen hjalp/Ingen svarede/ Men!/ Vi er alle skabt af Gud/ Ingen er lavet af træ eller sten/ Vi er nødt til at elske hinanden.

Zebu: Danmark

ZeBU er Københavns nye teater for børn og unge - og det eneste teater på Amager! ZeBU slog dørene op for sin første sæson i januar 2010, men startskudet løsd allerede i 2005 da initiativet bag under navnet Corona la Balance fik status som Danmarks første statsensemble for børneteater. Ensemblet var en sammenslutning af Corona Danseteater og Theater La Balance: Med forkærlighed for det poetiske, det musikalske og det visuelle er Theater La Balance anerkendt som et af Danmarks bedste børne- og ungdomsteatre. Målet er at fortælle underfundige og vedkommende historier i et teatersprog, der er enkelt i sine midler men rigt på betydning. Corona Danseteater har med Jørgen Carlslund ved roret danset og koreograferet en lang række forestillinger i ind- og udland for børn og unge og deres voksne med skiftende besætninger. Corona Danseteater har altid lagt vægt på at skabe egne historier til nykomponeret musik med lige vægt på dans og teater. Som et samlet ensemble skaber ZeBU poetisk, humoristisk, dyb, skæv, rå, forunderlig og ikke mindst levende teater med dans, musik og skuespil. Alt sammen i øjenhøjde for børn i skolealderen - somme tider også for yngre børn. Men voksne er også velkomne.

Zero Lin: Kina

Verden er fuld af katastrofer, som tv-seere forlader, når kameraet slukker. Den kinesiske independent filminstruktør Zero Lins seneste projekt, dokumentarfilmen ’1/3 heaven’, viser os livet efter katastrofen. Da et jordskælv 12.maj ramte Kinas Sichuan - Provins rystede kontorbygningerne så langt væk som i Shanghai og Beijing. Skælvet kostede 51.151 mennesker livet. 29.328 er stadig meldt savnet og 4,8 millioner hjemløse. I ’1/3 heaven’ følger Zero Lin to unge søstre fra en af de hårdest ramte byer Beichuan. De kæmper for at bygge noget op, der måske aldrig bliver et nyt liv, bundet som de er til minder om tragedien og livet før. Dokumentaren lader kameraet glide fra søstrenes personlige historie og ud over tunge forrevne klippestykker; de fysiske rester fra katastrofen og en massiv gravplads for dem der aldrig blev fundet. Zero Lin er uddannet på School of Film and TV - Shanghai University.  Han er født i 1983 og har trods sin unge alder allerede hentet priser hjem fra flere filmfestivaler. Hans kortfilm ’Fill Kish’ blev udtaget til Cannes 2005, og senest er hans ’Shanghai Anthem’ udtaget til Expo 2010, der netop foregår i Shanghai, hvis myldrende liv er emnet for flere af hans film.

Åben Dans: Danmark

Åben Dans productions er et af Danmarks flittigst turnerende moderne dansekompagnier, der henvender sig til publikum i hele landet. Kompagniet kan skifte stil og udtryk fra forestilling til forestilling, men et kendetegn er den kunstlede menneskelighed med kroppen i centrum og et mål om at kommunikere direkte til publikum. Åben Dans integrerer musik, billedkunst og arkitektur og er ikke bange for at tage chancer og være radikale i afsøgningen af dansens muligheder i nye sammenhænge. Det er scenekunst på egne præmisser der vil rykke grænser og underholde, betage og provokere. Med kompagniets egne ord: Folkelig avantgarde. Ud over forestillingerne står Åben Dans bag workshops, foredrag og publikumsdiskussioner.